Brøndbys sportschef, Ole Bjur, skal ud at handle denne sommer. Den blå/gule trup har huller, der skal lukkes.

Der er ikke mange timer til denne Superliga-sæson skrives i historiebøgerne. Onsdag aften er sæsonen 2011/2012 færdigspillet, og så kan forberedelserne til en ny sæson for alvor tage fart. 

En af de klubber, hvor der kan ventes heftig aktivitet er Brøndby. Mandag vinkede klubben farvel til fem spillere, og også profilerne Mike Jensen og Michael Krohn-Dehli synes færdige i den blå/gule trøje. Derfor skal nye spillere hentes ind i det kommende transfervindue. 

Det er især i det defensive Brøndby spejder efter forstærkninger. Med afskeden til Jan Frederiksen, Mikael Nilsson og Oluwafemi Ajilore er der huller på de to back og den defensive midtbane, og de huller skal fyldes ud. 
 
 - Vi er meget bevidste om, hvilke positioner, vi kigger på, og vi er helt klar på, hvad det er, vi vil have. Det er klart, at de tre defensive spillere, der forlader os, efterlader et hul, så der skal kigges her. Er den rigtige spiller der til den rigtige pris, er vi klar til at agere, siger Brøndbys sportschef Ole Bjur til sporten.dk.

Der kommer altså spillere til Brøndby denne sommer. Men flere spillere kan også ryge afsted. Krohn-Dehli har et år tilbage af sin kontrakt, og han skal derfor skydes afsted nu, hvis de blå/gule vil tjene penge på ham. Landsholdsspilleren er dog ikke den eneste store profil, der kan ende i en anden klub. Også Dennis Rommedahl og Mikkel Thygesen kan finde vej til affyringsrampen.  

 - Som det ser ud nu, er de her alle tre. Ingen af dem er solgt. Men vi må se, hvad der sker i løbet af sommeren. Jeg kan ikke afvise, der sker noget den vej, fastslår Ole Bjur. 

Brøndby møder Lyngby på udebane i sæsonens sidste kamp, men det bliver uden både Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl, der begge har fået fri til at forberede sig til EM i den danske landsholdslejr.