Brøndby Support vil hjælpe økonomisk trængte Brøndby med at betale både bøden og de omkostninger, det har for klubben at spille uden tilskuere.

Mindst to kampe uden fans på tribunerne samt en bøde på 150.000 kroner kom fan-ballanden på Brøndby Stadion i pokalkampen mod FC København til at koste den kriseramte klub på Vestegnen.

Men allerede nu er der hjælp i sigte fra Brøndbys officielle fanklub.

Således vil Brøndby Support starte en pengeindsamling, der skal gå til at dække omkostningerne, som baneinvasionen i sidste ende kom til at koste Brøndby. 

- Vi mangler egentlig bare at få den sidste godkendelse fra de andre i bestyrelsen, om at vi vil starte en indsamling til klubben. Og så skal vi også lige have detaljerne på plads i forhold til, hvor pengene skal sættes ind osv, siger næstformand i Brøndby Support, Sarah Agerklint og fortsætter. 

- Vi vil gøre det her for, at det ikke skal være klubben alene, der bøder for det her. Men det er altså ikke, fordi vi på nogen måde blåstempler balladen, og det der skete, forklarer hun.

Selvom Brøndbys fans nu må følge holdet fra TV-skærmen i foreløbig to kampe, så kunne straffen have været værre, lyder Sarah Agerklints umiddelbare vurdering.

- Det er en hård straf, og jeg havde nok håbet og forventet en enkelt kamp uden tilskuere. Men vi havde også frygtet, at vi kunne ryge helt ud af pokalturneringen, så det er selvfølgelig positivt, siger hun.

Brøndby har 14 dage til at anke DBUs straf.