Brøndbys salgs- og sponsorchef erkender, at sponsorere holder sig væk, så længe Per Bjerregaard stadig har indflydelse

Han sidder i et af landets sværeste job lige nu. Brøndbys salgs- og sponsorchef Anders Kjær Madsen har en del udfordringer at se til, når han forsøger at skaffe nye sponsorere til Brøndby. Placeringen som sidst i Superligaen hjælper ikke ligefrem, og navnet Per Bjerregaard får også en række mulige kunder til at holde sig væk.

Det erkender Anders Kjær Madsen i et interview med Børsen. Per Bjerregaard trak sig ganske vist som bestyrelsesformand i den professionelle afdeling af Brøndby, men som formand for klubbens amatørafdeling har Bjerregaard stadig stor indflydelse i klubben. Det kan skræmme, fastslår sponsorchefen.

- Per Bjerregaard er stadig et ømt punkt for mange, og der er sponsorer, som har sagt, at de først kommer tilbage, når der er andre boller på suppen. Det var det samme, da Don Ø var i FCK, tror jeg, siger Anders Kjær Madsen til Børsen.

Brøndby har endnu ikke fundet en hovedsponsor, efter Jesper 'Kasi' Nielsen trak Kasi Group som hovedsponsor for to år siden. Prisen er ganske en hindring, indrømmer Brøndbys salgs- og sponsorchef.

- Det skyldes, at prisen er for høj. Uden tvivl. Vi kunne sagtens få en hovedsponsor for billigere penge, men vi mener, at 10 mio. kr. om året er rimeligt. Det er vores pris.

- Vi har råd til at stå fast på det krav. Ellers havde vi da solgt det til 5 mio. kr. Men så ville det være så godt som umuligt at få op på 10 mio. kr. igen, siger Anders Kjær Madsen, som derudover siger, at Brøndby forventer en udmelding omkring hovedsponsor snart.