Der er 44 dage til, at bolden igen ruller rundt om på de danske Superligastadions. Dage, der kan få de fleste danske fodboldfans til at ryste af fodboldabstinenser.

Har du også svært ved at vente på at se, om det lykkes Ståle Solbakken og FCK at indhente FC Midtjylland - eller om Brøndby kommer fra baghjul - så er der håb forude. BT kan - med hjælp fra et computerprogram - afsløre, hvem der løber med mesterskabet.

FC København vinder mesterskabet med 66 point, to flere end FC Midtjylland. AaB må nøjes med bronzen ni point efter, mens Brøndby endnu engang slutter uden for medaljerne på fjerdepladsen.

Hvem tror du, at der vinder? Deltag i fodbolddebatten på BTs facebook-side HER.

Det er producenten bag det populære computerspil Football Manager, der har fundet frem til slutstillingen. De har simpelthen kørt en simulation af forårssæsonen gennem deres enorme fodbolddatabase. En database som Premier League-klubben Everton blandt andet bruger til at scoute spillere - og den viser altså, at FC København genvinder mesterskabet.

Guldet bliver hevet i land efter en stærk slutspurt, hvor københavnerne vinder seks kampe i træk. Samtidig lider FC Midtjylland under Danny Olsens skifte til AGF. Glen Riddersholms tropper mangler simpelthen de mål, der i foråret blev scoret fra midtbanen, og er i stedet for alt for afhængige af Morten ’Duncan’ Rasmussen.

Og selvom Duncan ender som Superliga-topscorer med 18 mål, er det altså ikke nok til at sikre midtjyderne klubbens første mesterskab.

Det viste analysen:

- FC Midtjylland slutter sæsonen som nummer to med to point op til FCK

- FCM slår FCK i det første møde efter vinterpausen, men et nederlag på 1-0 i de to holds sidste møde i sæsonen resulterer, i at mesterskabet ender hos FCK

- Danny Olsens skifte til AGF er et stort tab for FCM, da holdet bl.a. mangler mål scoret fra midtbanen i foråret, hvilket gør holdet endnu mere afhængigt af Morten ’Duncan’ Rasmussens mål samt et stærkt forsvar

- FCK fortsætter derimod med at score mål fra en række forskellige positioner på banen og har ikke færre end 14 forskellige målscorere i løbet af sæsonen

- Igor Vetokele slutter som FCK’s topscorer med 12 mål

- FCK vinder alle sæsonens sidste seks kampe og sikrer sig dermed titlen efter en stærk slutspurt

- Morten ’Duncan’ Rasmussen slutter Superligaen som topscorer med 18 mål. Thomas Dalgaard bliver nummer to med 17 mål

Top 4 ved sæsonens afslutning:

1. FCK – 66 point

2. FCM – 64 point

3. Aab – 57 point

4. Brøndby – 53 point

Analysen har taget udgangspunkt i Superligaholdenes nuværende trupper.