Gill Swerts har stor succes i SønderjyskE, men han savner Belgien, og derfor vil han væk fra Haderslev-klubben

Han har været en god mand for SønderjyskE i hele efteråret, men står det til den belgiske back Gill Swerts, må Haderslev-klubben hænge deres hat på en anden højre back i den kommende halvsæson.

For på trods af personlig succes i Superligaen håber Gill Swerts, at han får mulighed for at forlade SønderjyskE i det igangværende transfervindue. Den 30-årige forsvarsspiller vil nemlig hjem til Belgien.

- Ambitionen er at komme hjem til belgisk fodbold. Jeg har gjort det godt her i Danmark, og det er der forhåbentlig en række belgiske klubber, der har bemærket, siger Gill Swerts til Het Nieuwsblad.

SønderjyskE har papir på Gill Swerts frem til sommer, så i sidste ende er det Haderslev-klubben, der bestemmer belgierens fremtid. Gill Swerts har tilbragt stort set hele sin karriere i hollandsk fodbold, hvor han blandt andet har tørnet ud for Feyenoord og AZ Alkmaar.

tipsbladet.dk