OB-koryfæet Lars Høgh bliver ny målmandstræner i Brøndby. Samtidig får han en makker.
Det erfarer BT. Superliga-klubben har været nødsaget til at sige farvel til Jan Hoffmann, der efter at have varetaget opgaven i knap fem år har søgt nye udfordringer i det private erhvervsliv.
Derfor har Brøndby været på jagt efter en afløser, og valget er faldet på den tidligere OB-målmand Lars Høgh, der også var en del af det legendariske 80'er-landshold i sin karriere. Dermed har Jan Hoffmann haft sidste træningsdag i Brøndby mandag.
Høgh har tidligere været tilknyttet Brøndby på en lignende ordning og vil fremover træne klubbens målmand på deltid, så han fortsat kan passe jobbet som målmandstræner for A-landsholdet.
Men det er ikke kun Høgh, der fremover skal træne keepere i Brøndby. Klubben rekruterer også indefra ved at hive Brøndby Masterclass-træneren Sten Christensen, far til landsholdsspiller Andreas Christensen, op. Han har allerede sin daglige gang i Brøndby hos klubbens målmandstalenter, og han vil fremover blive et makkerpar med Høgh, der skal sørge for, at førsteholdstruppens målmænd står skarpt.
Begge er med i flyet, når Brøndby har kurs mod Berlin onsdag forud for den vigtige Europa League-kvalifikationskamp mod Hertha Berlin på torsdag.
Lars Høgh var senest målmandstræner i Superligaen for OB.
Skiftet regnes med at blive offentliggjort senere mandag.
TIlføjet 15:20: Brøndby har bekræftet skiftet.