Mikkel Beckmann skal opereres i anklen og er derfor ude i op mod to måneder.

Det er en gammel skade, der er sprunget op, og Hobro-spilleren kan nu forvente at sidde uden for banen i længere tid.

»Om seks-syv uger skulle jeg gerne være tilbage i fuld træning igen. Så jeg satser på at være tilbage i starten af oktober,« siger Beckmann til bold.dk.

Mikkel Beckmann skiftede i vinter til Hobro, men han har endnu ikke for alvor sat sit aftryk på holdet fra det nordlige Jylland.

Hobro er kommet sløjt fra start i Superligaen og har nul point efter de første to kampe, så tidspunktet er også skidt for Jonas Dals mandskab, der i forvejen må undvære Quincy Antipas i offensiven.

»Det kunne ikke være dårligere timing, men det er ikke noget at græde over,« siger Beckmann til bold.dk.

Hobro møder søndag Brøndby på udebane. I sidste sæson vandt Hobro tre ud af tre kampe mod Brøndby.