Troels Bech godkender den form, OB-spillerne mødte op i til dagens træning i Superliga-klubben.

Troels Bech havde i dag sin første træning med OB, efter han forlod Silkeborg for at hellige sig jobbet som cheftræner i den fynske Ådal. Og det blev en god oplevelse for den finurlige fynbo, der er tilfreds med den "ferieform", hans spillere mødte op i.

- Lige som alle andre steder, jeg kender, er det forskelligt fra spiller til spiller, men der er faktisk en del, der ligger fint, og også en del, der ligger bedre nu end på samme tid sidste år. Over en kant ser det godt ud, men jeg hører jo til den slags trænere, som synes, at det bare kan blive endnu bedre. Det bliver ikke til hængekøje af den grund, men de skal have kredit for at have passet på sig selv, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside.

OB-spillerne skal sørge for at være i topform den 15. juli, når fynboerne tager hul på den nye sæson med et opgør på udebane mod Brøndby.

tipsbladet.dk