OB-træner afviser, at spillerne har svært ved at forstå hans idéer.

Med blot en enkelt sejr i forårets ti kampe har 2013 indtil videre været et dunkelt kapitel i Troels Bechs OB-comeback.

OB-træneren, der inden sæsonen blev ansat som fynsk hærfører for tredje gang i karrieren, har været vidne til seks nederlag efter vinterpausen, hvilket har efterladt de ambitiøse fynboer med otte point op til målsætningen om europæisk fodbold efter sommerferien. Derfor er det også en presset mand, der i aften tager imod FC Midtjylland hjemme i Odense. For med kun seks point til nedrykningsstregen, skal der sejre til, før krisesnak og de negative historier kan drukne i Ådalen.

Senest endte det efter nederlaget til Brøndby i en mindre kontrovers med Canal9-værten Michael Gravgaard. Den tidligere landsholdsspiller konfronterede OB-træneren med, om hans sproglige niveau kan være så højt, at spillerne ikke forstår, hvad han siger. En kritik, der tidligere har været adresseret Troels Bech, som er kendt for sine farverige analyser og kække kommentarer.

- Det er helt i hegnet og stærkt tendentiøst, og jeg synes, det er urimeligt over for både spillere og træneren i OB at begynde at opfinde det problem. For det er i den grad i hegnet, siger Troels Bech, da sporten.dk forelægger ham kritikpunktet. 

- Det spørgsmål (fra Michael Gravgaard i Canal9-studiet.red.) vidner om, at man bare er røget på automatpilot, og når man gør det, så risikerer man også at fare galt i byen, fortsætter Troels Bech og forklarer, hvorfor kritikken preller af:

- Jeg har til gode at høre det fra nogle af de 600-700 spillere, jeg har trænet. Det eneste rimelige er vel at spørge spillerne, om de forstår en dyt. Det ved jeg, de gør.

Mandag aften gælder det så FC Midtjylland i en kamp, der kan afgøre, om OB skal kigge op eller ned i tabellen frem mod de resterende kampe i Superligaen. En kamp, der kan vende den negative stime, der har forstyrret OB’ernes positive udvikling – eller skulle man sige ’proces’. Et ord, der har klæbet sig til OB og Troels Bech hele foråret.

- Jeg talte for nylig med en journalist, der på Infomedia (en dansk artikeldatabase.red.) havde slået kombinationen ’Troels Bech’ og ’proces’ op for de sidste tre måneder. Han fandt 99 artikler, men kun tre der havde mig som direkte kilde. En af dem var i forbindelse med Morten Skoubos ankelskade.

- Så vil I godt lige tage at knytte sylten et øjeblik med al det proces. Det er ikke mig, der bringer det på banen, siger Troels Bech, der dog understreger, at han såmænd gerne står ved, at klubben er i en proces.

- Hvorfor skulle vi ikke være det? For mig at se betyder det bare, at vi er i udvikling.