Det er gode nyheder til aktionærer i Parken Sport & Entertainment, selskabet bag fodboldklubben FC København.

Bestyrelsen var valgt at dele ud af overskuddet, så 98 millioner kroner fordeles blandt aktionærerne, og det betyder, at især de to hovedaktionærer Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, der tidligere har smidt mange penge i foretagendet, står til at få klækkelige beløb for deres investeringer. De to skal dele hele 40 millioner kroner.

Det skriver Ekstra Bladet.

Parken Sport & Entertainment har netop fremlagt årsregnskabet for 2016, som viste et overskud på godt 120 millioner kroner, og heri var der en fremgang på 166,8 millioner kroner i forhold til året før, selv om selskabet i år har nedskrevet værdien af Fitness.dk med 120 millioner kroner.

Det store overskud, der ikke mindst kommer fra Champions League-deltagelse i gruppespillet, drypper nu også ned over aktionærerne, der får 10 kroner pr. aktie, og det er ganske fortjent, mener bestyrelsesformanden i Parken Sport & Entertainment, Bo Rygaard.

»Vi føler, at vi har råd til at gøre det. Og det er kun noget, vi gør, hvis vi synes, det er forsvarligt i forhold til driften,« siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:

»Det er længe siden, at aktionærerne har fået et udbytte, så vi synes, at det var en fair tilkendegivelse, uden at vi begrænser os selv i at gøre det rigtige og strategiske for driften.«

Avisen skriver også, at direktør i FC København, Anders Hørsholt, får omkring 330.000 kroner ud af det, mens næstformand, Niels-Christian Holmstrøm, kan se frem 77.000 kroner.