Spillerforeningens magtfulde direktør blev sat på sidelinjen, da Jeppe Curth overtog forhandlingerne og fik overenskomsten kørt i hus.

Både spillere og klubber var tilfredse med resultatet af overenskomstforhandlingerne, da de sidste detaljer omkring kl. 03.30 natten til fredag endeligt faldt på plads. Men i dagene op til var forhandlingerne flere gange ved at bryde sammen, og havde det ikke været for en bemærkelsesværdig rokade i Spillerforeningens forhandlerteam, var aftalen næppe blevet til noget.

Torsdag, da det hele skulle afgøres, var klimaet så spændt og fronterne så fastlåste, at Spillerforeningens ellers så magtfulde direktør, Mads Øland, blev skubbet ud af forhandlingerne, og erstattet af Viborg-spilleren Jeppe Curth, der fik processen tilbage på sporet og aftalen kørt i mål.

Siden mandag havde parterne været samlet i Forligsinstitutionen i København, men var ikke kommet ret langt, da det torsdag var sidste chance for at nå til enighed, hvis ikke det skulle ende med den konflikt, der ville have lammet dansk fodbold.

Det var især spørgsmålene om de kommercielle rettigheder, som Divisionsforeningen ikke ville give spillerne del i, og det såkaldte kompetence-spørgsmål, hvor Spillerforeningen ville have indflydelse på blandt andet kontraktmæssige spørgsmål, der gav anledning til problemer.

Og det var efter et møde om netop kompetence-spørgsmålet, at Mads Øland, der siden overenskomstforhandlingernes begyndelse har været i spidsen for spillerne, blev kørt langt ud af forhandlingerne.

Parterne var midt på torsdagen blevet kaldt ind på forligsmandens kontor for at nå til enighed om det vanskelige kompetence-punkt, og her gik bølgerne ifølge BTs oplysninger meget højt, da især FCN-ejer Allan K. Pedersen og FCK-direktør Anders Hørsholt forklarede Mads Øland klart, at Divisionsforeningen under ingen omstændigheder ville give spillerne indflydelse på dette område.

På det tidspunkt havde både Allan K. Pedersen og AaBs direktør Stefan Schoors ude i Forligsinstitutionens korridorer allerede talt med Jeppe Curth, der var ankommet til forhandlingerne i København onsdag. Efter det ophedede møde på forligsmandens kontor var Jeppe Curth spillernes reelle hovedforhandler sekunderet af LO-sekretær Marie-Louise Knuppert og Spillerforeningens advokat, Peter Nisbeth, mens Mads Øland først kom tilbage, da de allersidste detaljer skulle ordnes, og der skulle skrives under på aftalen.

- Jeg vil ikke fortælle om selve forløbet, men jeg vil da godt sige, at Jeppe Curth leverede et utrolig positivt bidrag til forhandlingerne. Han forhandlede hårdt og kompetent, men fik sat gang i en proces og leverede et meget værdifuldt bidrag til forhandlingerne, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, om angriberens rolle.

Hverken Mads Øland eller Jeppe Curth har besvaret BTs henvendelser.