Erik Sviatchenko var tidligere på sommeren stort set kun et lægetjek fra at blive FCK-spiller. Og nu er han skubbet ud på bænken.

Men FCMs nye stærke pengemand, britiske Matthew Benham, fik sammen med bestyrelsesformand Rasmus Ankersen bremset skiftet. De ville ikke sælge deres topprofil til rivalerne. Men nu er Sviatchenko havnet i nye problemer. Nyindkøbet Jim Larsen har gjort det så fortræffeligt ved siden af unge Patrick Banggaard, at det mod Esbjerg kostede en bænkplads til Sviatchenko, og det er svært at se FCM-træner Glen Riddersholm ændre på det makkerpar efter landskampspausen. Sviatchenko er ganske vist lige kommet tilbage fra en skade, men han spillede i sejren over FCK i Parken og i den første Europa League-kamp mod Panathinaikos. Derfor satser han på, at han i de næste 14 dage kan spille sig tilbage på holdet.

- Jeg er kommet tilbage i nogle svære kampe over få dage. Nu har jeg to uger til at komme i den fysisk bedste udgave, og så tror jeg også, at jeg spiller igen. Jeg ved, at når jeg er på mit topniveau, er jeg den bedste. Men det kræver også, at jeg får chancen og spiller kampene, sagde Sviatchenko efter 2-0-sejren over Esbjerg, som han så fra bænken.

Han har været skuffet over, at FCK-skiftet faldt til jorden, men han slår fast, at det ikke længere forstyrrer ham.

- Jeg har lagt det bag mig. Det rumsterede i starten, da det var tæt på. Men jeg har dedikeret mig til at spille her, og jeg har også mentalt været her. Jeg har det okay nu, og glæder mig til at spille en masse kampe igen, forklarede forsvarsprofilen.

Jim Larsen, som FCM hentede i Club Brugge har dog ikke tænkt sig at overlade pladsen tilbage til Sviatchenko.

- Erik har været lidt skadet, og det har givet plads til at jeg kunne komme ind og spille. Det er så gået okay i de kampe, jeg har spillet, og jeg er måske hurtigere fit, end jeg havde forventet. Jeg nyder at være her og igen være glad for at spille fodbold. Det hele blev lidt surt i Brugge til sidst, sagde Jim Larsen.

- Jeg var en del skadet i Belgien, og i en periode var vi også uenige om nogle kontraktforhold, så jeg ikke fik løn i nogle måneder. Nu er jeg et sted, hvor jeg spiller og føler mig tilpas. Og jeg ved godt, at der er skarp konkurrence om pladserne. Men sådan skal det også være i en topklub.