Brøndby-træneren erkender sine egne mangler i den proces, der har sendt holdet til bunds i Superligaen

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der har været masser af kritikere af Auri Skarbalius både før og efter Brøndbys nederlag søndag til AaB, og nu melder endnu en sig i koret. Og det er minsandten Auri Skarbalius selv, der onsdag i Go' Morgen Danmark pegede fingre af sin egen rolle i Brøndbys nuværende situation, hvor klubben ligger sidst i Superligaen.

- Der er en leder på holdet, og det er mig. Og jeg har ikke været dygtigt nok. Mine spillere har ikke lært nok. Jeg siger gerne, at det ikke er træneren, der vinder kampene, men det som træneren har lært sine spillere, sagde Skarbalius.

Forventningen om en fyring har fulgt Auri Skarbalius tæt siden søndagens nederlag, og selvom litaueren ofte proklamerer sin afklarethed med tingenes tilstand, så skal man ikke gå rundt og tro, at snakken ikke gør noget ved ham.

- Det kan ikke undgås at påvirke. Jeg tænker fodbold i mange timer om dagen, men vi prøver at lade være med at snakke så meget fodbold derhjemme, sagde han.

I det hele taget er det en øvelse for Auri Skarbalius at lægge følelserne lidt fra sig i en periode som denne:

- Det vigtigste er, at det ikke er følelserne, der styrer mig. Der er mange følelser i fodbold, så man kan let lade sig rive med. Jeg har været i det her game i mange år, så jeg er afklaret. Det værste er den faglige stolthed. Man synes man gør så mange ting rigtigt, men man får ikke point, fortalte Brøndby-træneren.