Cheftræneren nægter at lade sig provokere af FCK-udtalelser om, at holdet bliver savnet, hvis det rykker ned.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Brøndby vil blive savnet. Det er både FCK-direktør Anders Hørsholt og de betalende TV-kanaler enige om. Hvis altså Brøndby holder kursen mod fodbold i andenbedste række.

Det er ikke længe siden, at det skabte vrede i Brøndby, da FC Københavns ledelse omtalte savnet af rivalerne i Superligaens topstrid. Nu er krigslysten og revanchetørsten blevet mindre tydelig.

- Alle dømmer os ude nu, hvor vi ligger, hvor vi gør. Men det er ikke sådan, at vi bruger det til motivation til en trodsreaktion, siger Auri Skarbalius og afviser at forholde sig direkte til rivalernes udtalelser om alvoren af Brøndbys flirt med første division.

Cheftræneren fastholder, at det er kampen for at få selvtillid tilbage, som interesserer ham. Ikke kampen mod medier og fans, der ikke kan forstå, at han stadig er cheftræner efter én sejr i 15 kampe.

- Vores drenge lægger sig ikke ned, selvom de har tabt så mange kampe over en lang periode. Vi kan godt bruge en trodsreaktion, men den skal ikke komme, fordi der er nogen i andre klubber, der dømmer os ude. Hvad folk har af meninger. Det har jeg ikke noget at sige til, siger Auri Skarbalius.

I søndag eftermiddags bundkamp mod Silkeborg kan taberen blive isoleret i bunden. Auri Skarbalius vurderer, at hverken han eller modstanderholdets Keld Bordinggaard lader sig påvirke af de ønsker om deres afsked, der breder sig på tribunerne og blandt fodboldredaktører.

- Jeg vil ikke kommentere på Keld. Mediernes opgave er at være kritiske, men det må ikke påvirke mit fokus og min indsats. Det er svært, men jeg synes ikke, jeg har mistet fokus, og det tror jeg heller ikke, Keld har.

Auri Skarbalius ser faktisk helt troværdig ud, når han kigger op og ser sporten.dks udsendte i øjnene for at fortælle, at kampen mod Silkeborg IF kan være en begyndelse på Brøndbys redning.

- Det her hold har ikke rigtig prøvet at bryde den negative stime med flere sejre i træk. Vi har prøvet enkelte sejre, hvor vi så er faldet igen øjeblikkeligt. Den dag, vi får oplevelsen af flere sejre i træk, så tror jeg også, man vil se et Brøndby-hold, der viser sig på en helt anden måde.

Brøndby møder søndag Silkeborg kl. 17.00 på udebane. En sejr vil betyde, at Brøndby overlader sidstepladsen til modstanderen. Et Brøndby-nederlag vil efterlade Auri Skarbalius tropper med minimum fem point op til nedrykningsstregen.

Brøndby må undvære Quincy Antipas og Dario Dumic på grund af karantæne. Hos Silkeborg er det Dennis Flinta, Bjarni Vidarsson og Jesper Bech, der er en tur i skammekrogen.