Esbjerg har haft svært ved at få det til at fungere i indeværende Superliga-sæson, og derfor frister de også en tilværelse i den nedre del af tabellen.

Lørdag aften tog de så et stort skridt væk derfra med en 4-2 sejr over Hobro. En af hovedmændene bag den sejr var Jakob Ankersen med tre mål, og han mener heller ikke, at holdet hører til i den tunge ende, hvor de efter sejren har en ottendeplads

- Det betyder meget, at vi vinder i dag. Vi føler, vi er bedre, end den placering vi har, så det styrker klart selvtilliden, at vi kan få en sejr på hjemmebane, sagde Ankersen efter kampen til TV3 Sport.

Den farlige midtbanespiller føler også, at tingene fungerede bedre end længe i lørdagens kamp.

- Der er stadig nogle børnefejl, men jeg synes, det peger i den rigtige retning. Selvfølgelig er det let at stå og sige, når man laver tre mål, men jeg synes spillet var bedre på holdet også, så der er flere ting at være tilfreds med, sagde han.

- Vi viste, at det ville blive hårdt duelmæssigt, men vi spillede klogt og skaber en masse chancer, så det er fortjent, vi vinder i dag, lød vurderingen fra Jakob Ankersen, der fortalte, at sejren nu skulle fejres.