Jonas Borring har gjort det klart, at han ingen intention har om at møde op på arbejde, så længe at Christian Keller, der danner par med Borrings separerede kone, spiller for klubben.

Den tidligere topspiller og nu direktør for Randers FC, Michael Gravgaard, fortæller i et interview med Randers Amtsavis, at klubben er klar til at rive den 31-årige kantspillers kontrakt i stykker, for de kommer ikke til at fyre Christian Keller.

»Keller har kontrakt hos os 15 måneder endnu, og hvis han vil spille her, kan vi ikke gøre noget ved det. Man kan ikke fyre en spiller på grund af det, Keller har gjort. Det er simpelthen ikke nogen gyldig fyringsgrund,« siger Michael Gravgaard til Randers Amtsavis.

Sagen begyndte fredag, da BT kunne fortælle, at klubbens anfører, Christian Keller, har fundet sammen med Jonas Borrings kone, Kira Egsgaard Borring, som Borring stadig bor sammen med, selvom de blev separeret i slutningen af 2015.

Samme dag, hvor hustrudramaet blev offentligt kendt, annoncerede klubben også, at Borring havde forlænget sin kontrakt med Randers FC med to år. Den kontaktforlængelse fortryder Borring, der har to børn sammen med sin fraseparerede kone, som han dog stadig bor sammen med.

»Jeg skrev under i vished om, at der ikke foregik noget, som jeg ikke kunne leve med, så det kom selvfølgelig som et chok, da jeg fandt ud af det, og selvfølgelig fortryder jeg nu,« fortæller Borring til Randers Amtsvis.

Jonas Borring og Christian Keller er ikke på talefod for tiden.
Jonas Borring og Christian Keller er ikke på talefod for tiden.
Vis mere

Han forklarer, at der også var tilbud fra udlandet af, men i sidste ende faldt valget på Randers FC, hvor spilleren har haft nogle gode sæsoner og på grund af de to børn, som han selv beskriver som de to vigtigste personer i sit liv.

Jonas Borring har aftalt med klubben, at han holder orlov på ubestemt tid. Han mener ikke selv, at han ville være i stand til at give sig 100 procent for klubben søndag, hvor de møde Brøndby IF.