Hvis ikke FC København havde solgt midtbanespilleren Daniel Amartey til Leicester i januar, så var regnskabet for de første tre måneder ikke endt nær så godt.

Selskabet bag fodboldklubben FCK, Parken Sport & Entertainment A/S, kom ud af det første kvartal i 2016 med et knebent overskud på beskedne 400.000 kroner.

Overskuddet skyldes især et plus på transferaktiviteter på 23,4 millioner kroner, som var en forbedring på 36 millioner i forhold til sidste års tre første måneder.

»Udviklingen kan henføres til højere avance fra salg af kontraktrettigheder,« skriver selskabet i regnskabet.

Det er anslået, at Amartey gav FCK på den gode side af 50 millioner kroner, og dertil er en mindre millionbonus på vej til københavnerne på grund af Leicesters sensationelle engelske mesterskab.

I samme kvartal sidste år præsenterede Parken et underskud på samlet 44,4 millioner kroner.

Parken fastholder forventningerne til 2016 om et positivt resultat før skat på 45 til 55 millioner kroner samt en omsætning på 1,2 til 1,25 milliarder kroner.

Koncernens samlede gæld er i de første tre måneder af året steget med 4,5 millioner kroner, så gælden nu lyder på 1 milliard og 178,5 millioner kroner.

/ritzau/