Osama Akharraz er nu officielt bekræftet som ny forstærkning i FC Vestsjælland i foråret. Den tidligere Brøndby- og AGF-spiller har været til prøvetræning i klubben, og parterne har nu lavet en aftale, der løber indtil forårssæsonen slutter.

»Hans fodboldkvaliteter er sublime, og han er indgået på lige fod med den øvrige trup i både træning og træningskamp, hvor han i øvrigt blev noteret for et mål og to assists, så det er en absolut klassespiller, der de næste 5 måneder spiller i rødt og blåt,« siger sportsdirektør Jacob ’Gaxe’ Gregersen, og konstaterer, at Akharraz gjorde et godt indtryk i en træningskamp mod FC Roskilde og siden byggede på under træningen.

Akharraz har spillet 77 kampe for AGF, men han blev løst fra sin kontrakt i Århus i september sidste år efter en episode, hvor han gav en tilskuer fingeren. Efterfølgende opgav cheftræner Morten Wieghorst angriberen:

»Vi vil gerne have spillere, som vi kan udvikle på, og det mener vi ikke, at vi kan med Osama,« sagde Wieghorst dengang.

Sidst har Akharraz været på tale i tyske St. Pauli, men nu får han i stedet for mulighed for at få rollen som redningsmand i FC Vestsjælland, der kommer til at kæmpe hårdt for at bevare eksistensen i landets bedste række i foråret.