Martin Ørnskov og Martin Albrechtsen oplevede på nærmeste hold, da Daniel Agger lod sig udskifte i en groggy og desillusioneret udgave af sig selv i 1-3-nederlaget til FC København i 2015, fordi den nu pensionerede fodboldspiller havde proppet sig med gigt- og koffeinpiller inden kampen. De husker begge centrale øjeblikke fra Aggers dramatiske dag.

Daniel Agger lå på briksen i omklædningsrummet i Parken. Han rystede og var slet ikke sig selv efter at have bedt om at blive skiftet ud 29 minutter inde i kampen mod ærkerivalerne fra Østerbro i København.

Jyllands-Posten beskrev i weekenden, hvordan Daniel Agger i ugen før den omtalte kamp 8. marts 2015 havde taget flere gigtpiller, end lægerne anbefaler, i et forsøg på at dulme smerterne i den ofte skadesplagede krop og gøre sig kampklar. Gigtpillerne blev suppleret med koffeinpiller og energidrik, og den blanding sendte Agger til tælling.

Holdkammeraterne bemærkede, at noget ikke var, som det skulle være med Agger, der i sidste uge annoncerede sit karrierestop i en alder af 31 år. Allerede i holdbussen med kurs mod Parken noterede Martin Ørnskov sig, at holdkammeraten var påvirket. Ørnskov chattede lidt med sin søvnige sidemand, der ikke virkede ved sine fulde fem.

»Daniel faldt lidt hen, og så puffede jeg til ham. Før kampene giver vi hinanden plads, men jeg kunne godt fornemme, at noget ikke var, som det plejede at være,« siger Martin Ørnskov.

Ud af holdbussen kom Daniel Agger, og han varmede også op og trak i kamptrøjen. Han mærkede tydeligt, hvad medicinen havde gjort ved ham.

»Jeg havde kun én tanke, og det var, om jeg skulle blive i omklædningsrummet efter opvarmningen, men så fik jeg trøjen på, og så valgte jeg at spille,« sagde Daniel Agger til Jyllands-Posten.

Det skulle han ikke have gjort. Kort tid efter dommer Jakob Kehlets første fløjt timede normalt bundsolide Daniel Agger et hovedstød fuldstændig horribelt i en direkte duel med FC Københavns angriber Andreas Cornelius, og da var det, at makkeren i midterforsvaret, Martin Albrechtsen, indså, at den vikarierende anfører i Thomas Kahlenbergs fravær var sløj.

»Nu må du komme i gang, tænkte jeg. Det lignede ham slet ikke. Lige pludselig sagde han bare, at han havde det dårligt, og så var det, at han blev skiftet ud,« siger Martin Albrechtsen.

Groggy og ude af sig selv blev Daniel Agger pillet ud af daværende træner Thomas Frank, der sammen med sin assistent på det tidspunkt, Claus Nørgaard, ikke har ønsket at medvirke i denne historie. Han blev fulgt i omklædningsrummet, og dér tilså FC Københavns læge, Morten Boesen, der ikke har været til at træffe for en kommentar, Brøndby-spilleren.

Ifølge FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, blev Agger behandlet, men ikke med smertestillende medicin, som det har været fremme, da det jo netop var årsagen til, at Agger var dårlig. Imens spillede Martin Ørnskov, Martin Albrechtsen og de øvrige holdkammerater videre foran de 31.223 tilskuere, men da de kom ind i omklædningsrummet, så de et syn, der skræmte.

»Det var ikke sjovt at se Daniel ligge der på briksen. Jeg kunne se, at han havde det rigtig skidt, men samtidig havde vi en kamp at tænke på, så vi blev bedt om at gå væk og holde fokus på netop det,« siger Martin Ørnskov.

Efter kampen var der stor mystik om, hvad i alverden, der var sket med Daniel Agger. Umiddelbart var han hverken blevet sparket ned eller havde vrikket om. Daværende sportsdirektør Per Rud forklarede det efterfølgende over for Viasat med, at Agger udgik med et maveonde, og den forklaring fastholder han i dag over for BT uden at ville tilføje mere til historien.

Både Martin Ørnskov og Martin Albrechtsen har selv prøvet at tage gigtpiller, men de afviser begge, at det er et pres fra klubben.

»Som spiller vil du rigtig gerne hjælpe holdet,« siger Martin Ørnskov og fortsætter:

»Jeg gjorde det meget i min første sæson i Brøndby og kunne godt finde på at gøre det igen, hvis det bliver nødvendigt. Så længe, at det er enkeltstående tilfælde, er det ikke mere farligt end som sådan.«

I store dele af sin karriere i Liverpool tog Daniel Agger gigtpiller, men ofte smed han dem også ud, selv om han havde fået dem af holdlægen. Kampen i Parken endte med at blive sidste gang, at han tog en gigtpille, fortalte han i interviewet med Jyllands-Posten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Daniel Agger.