Daniel Agger løftede søndag aften sløret for baggrunden for sit opsigtsvækkende klubskifte fra Liverpool til Brøndby.

Den danske landsholdsanfører erkendte, at det handlede om andet og mere end problemer med fysikken sammenholdt med at skulle spille i verdens måske mest krævende liga. Agger var reelt på kant med Liverpool-manager Brendan Rodgers.

- Lad mig sige det sådan, at mig og manageren var måske ikke på samme side i hele sidste sæson. Det meste af sidste sæson i hvert fald, sagde Daniel Agger til fodboldprogrammet Onside på TV3+.

Læs også: Agger-effekten? Liverpools forsvar sejler - og holdet taber igen

Agger blev vraget af Rodgers og fik langt færre kampe, end han havde forventet. I stedet foretrak Rodgers dyrt indkøbte Mamadou Sakho i midterforsvaret.

- Der var langt imellem os, og for mig var det bare nok. Jeg følte ikke, at han værdsatte de ting, jeg kunne og bidrog med. Når jeg føler det, så er det tid til at komme videre.

Læs også: Cornelius om Agger: Han er klog og OK

- Når man har været med i en del kampe, og man har skrabet en masse point sammen, og man egentlig føler, at man har bidraget med noget og så bliver tilsidesat og ikke værdsat, så foregår der nogle ting oppe i hovedet på én.

Daniel Agger mener, at det mislykkede forhold til manageren også var et spørgsmål om to personligheder, der ikke havde nemt ved at kommunikere.

- Hvor mig og ham måske gik galt af hinanden, var, at jeg er meget direkte. Jeg siger tingene, som de er, og sådan forventer jeg også, at folk er overfor mig. Det er måske forkert at forvente det nogle gange, sagde Agger i det opsigtsvækkende interview.