AaB kom sig aldrig over den vasker, aarhusianerne gav dem i 1. halvleg.

Sne kan være både hyggeligt, smukt og stemningsskabende. Men når sne blandes med fodbold, bringer det ofte problemer med sig. Det gjorde det også i Aalborg, hvor AGF var bedst til at udnytte Kong Vinters hærgen.

Det traditionsrige jyske opgør mod værterne fra AaB blev fra starten udsat en halv times tid på grund af heftigt snefald i det nordjyske. Den orange bold skulle findes frem og linjerne ryddes for sne, men da det var gjort, var gæsterne hurtige til at smide to iskolde snebolde direkte i masken på AaB.

Allerede efter 10 minutter viste AGF sig som den store dreng i skolegården. Hjemmeholdets Patrick Kristensen forsøgte sig med en tilbagelægning til egen målmand, men bolden blev hængende i sneen og nåede aldrig tilbage til Nicolai Larsen. I stedet gik Stephan Petersen imellem, stjal den orange kugle, og lagde den uden problemer i et tomt net. En scoring skabt af lige dele snarrådighed fra Petersen og sneskabt uheld for nordjyderne.

AGFs anden scoring i en ellers ganske lige 1. halvleg havde hverken noget med held eller uheld at gøre. Den var i stedet kendetegnet ved dygtighed, skudstyrke og en særdeles veludviklet målnæse. Islandske Aron Johannsson var tilbage i AGFs startopstilling efter halvanden måned på skadeslisten og bænken, og det fejrede han ved at bombe sig tilbage på toppen af Superligaens topscorerliste. Ét minut før pausen hamrede han bolden op i hjørnet fra 20 meters afstand. Snevejr eller ej - Nicolai Larsen var chanceløs.

Efter pausen forsøgte AaB at børste det værste sne af sig, men et heftigt pres i starten af halvlegen med dertilhørende forsøg fra Jeppe Curth, Kasper Bøgelund og Nicklas Helenius kastede ikke gevinst af sig.

Det gjorde det til gengæld. da indskiftede Mate Vatsadze kom til afslutning i feltet få minutter før tid. Georgieren lukkede kampen med en afslutning og sendte definitivt tre fortjente point mod Aarhus. Med sejren er AGF tilbage i topstriden, mens AaB modsat missede muligheden for at gå i medaljeudbrud med FCK og FCN.