AGF-bestyrelsen var lune på Ove Christensen – det bliver uden mig, var kontrameldingen fra Jesper Fredberg

AGF har den tidligere Rosenborg-træner Ola By Rise med på bænken, når holdet mandag møder OB i en af fire ’finaler’ for at undgå nedrykning.

Den norske trænerkapacitet blev hentet ind tidligere på ugen som sparringspartner for cheftræner Jesper Fredberg. Efter syv nederlag på stribe, senest 0-3 i Viborg, var man tvunget til at ryste posen, og Jesper Fredberg erkendte selv over for AGF-ledelsen, at han godt kunne bruge noget hjælp.

BT kan nu afsløre, at AGF-bestyrelsens førsteprioritet til at træde ind som den frelsende engel var garvede Ove Christensen.

Flere kilder bekræfter over for BT, at AGF-toppen foreslog at hente Ove Christensen ind til de sidste fire kampe. Ikke som ny cheftræner, men som en rutineret assistent til Jesper Fredberg.

Men den ide var Jesper Fredberg slet ikke lun på. Ifølge oplysningerne truede Jesper Fredberg med at trække sig, hvis bestyrelsen krævede, at den hjælpende hånd blev Ove Christensen.

Den uro det så ville medføre var AGF-ledelsen ikke villig til at risikere, og derfor valgte man at søge andre veje, hvor det til sidst endte med Ola By Rise, der har været assistenttræner for det norske landshold og cheftræner for Rosenborg.

Jesper Fredberg fik altså sin vilje, selv om han spillede højt spil med sit job i skudlinjen. Omkring den oplysning, siger AGFs cheftræner.

- Det har jeg sådan set ingen kommentarer til. Der var en masse navne, der blev nævnt, da vi satte os for afsøge mulighederne, og jeg vil ikke kommentere på det ene eller andet navn, forklarer Fredberg.

- Vi har truffet den bedste beslutning for alle parter med Ola, og derfor vil det også være forkert at begynde at sidde og nævne andre navne, supplerer AGF-træneren.

Ove Christensen blev i sidste uge raskmeldt, efter han i januar trak sig som cheftræner for Viborg grundet knæproblemer. Af hensyn til helbredet rådede lægerne Ove Christensen til at sygemelde sig. Men nu har knæet det bedre, og Ove Christensen havde været i stand til at hjælpe AGF. Det havde dog krævet, at Viborg ville slippe Ove Christensen, der først officielt forlader klubben efter sæsonen. Men Christensen slog i sidste uge fast, at han var skuffet over, at Viborg ikke kunne finde en rolle til ham i organisationen trods tidligere løfter om det. Derfor er klimaet mellem parterne heller ikke det bedste.

Men debatten om Ove Christensen i AGF er lagt død nu. Ola By Rise har været involveret omkring AGFs førstehold siden tirsdag, og fredag kunne både journalister og tilskuere se en meget aktiv og styrende nordmand på træningsbanen. Jesper Fredberg kalder det for en rigtig god start på samarbejdet i ugens løb, hvor AGF har været på en ryste sammen-tur væk fra presse og presset.

- Vi havde en god tur, og jeg kunne fornemme, at det var vigtigt, at vi kom lidt væk. Ola er et spændende bekendtskab, og han har allerede bidraget med rigtig meget. Vi følte, at det var nødvendigt at få lidt friske øjne udefra på truppen og vores situation, og jeg er meget begejstret for valget af Ola, siger Jesper Fredberg.