AGF er havnet i suppedasen igen i denne sæson og skal kæmpe mod nedrykning, når Superligaen bliver fløjtet i gang igen efter den nuværende landsholdspause.

Som gruppespillet er lige nu, ligger den aarhusianske klub med fem point op til Silkeborg og otte point op til AaB på de pladser, der sikrer deltagelse i næste sæsons Superliga, og flere iagttagere mener at vide, at AGF ikke klarer den, men hos træner Glen Riddersholm er der ingen rysten på hænderne i forhold til at være udråbt som favorit til at rykke ned.

»Jeg blander mig ikke så meget i det. Jeg kigger på, at vi skal levere gode præstationer og vise, at vi har så meget kvalitet, at vi overlever i Superligaen. Jeg går på job hver dag fast i den overbevisning, at vi også er et Superliga-hold i næste sæson,« siger AGF-træneren, der onsdag blev ramt af et mærkbart uheld.

En af holdets største profiler Morten Duncan Rasmussen er blevet skadet, og det er tvivlsomt, om den målfarlige spiller er med, når første kamp i gruppespillet om at undgå nedrykning bliver spillet i næste weekend mod Viborg, som har lige så mange point AGF, 25.

»Morten Duncan fik i går en skade ved gårsdagens træning. Det er en fiber i baglåret, og det bliver et kapløb med tiden for at få ham klar til kampen mod Viborg, men det er ikke sådan, at resten af foråret er i fare,« siger Glen Riddersholm med henvisning til, at det lokale medie Aarhus Stiftstidende i første omgang havde skreget Morten Duncan Rasmussen færdig for sæsonen.

AGF-træneren afviser, at der kan være tale om en overbelastning, eller at skaden til Morten Duncan Rasmussen er noget, der har været undervejs et stykke tid.

»Nej, udgangspunktet er, at sådan en skade som denne nogle gange bare sker. Der er ikke lavet nogen større analyse af, hvad det skyldes, og vi har taget vores forholdsregler, så han ikke er blevet overbelastet. Nu må vi se, hvordan forløbet bliver, og om vi når at få ham klar til kampen mod Viborg, men bliver han ikke det, har vi blandt andet en Kasper Junker, som tidligere på sæsonen har erstattet Duncan med stor succes, da han var ude,« tilføjer Glen Riddersholm om sit hold, der har været ramt af flere skader. I øjeblikket sidder nøglespillere som Niklas Backman og Björn Daniel Sverisson ude, og også profiler som Daniel A. Pedersen og Mikkel Rask har i længere perioder været ukampdygtige.

»Vi er nødt til at tage udgangspunkt i de spillere, vi har. Vi forbereder os bedst muligt med dem, vi har til rådighed, og det er da aldrig rart for hverken rytmen eller stabiliteten, når vi nu er et hold under opbygning, at vi har skader, men jeg synes, at spillerne har vist, at vi kan spille med om sejren i de fleste kampe og gå den ekstra meter for holdkammeraten. Vi er ærgerlige over skaderne, men vi ved også, at vi skal hente point for at overleve, og den opgave går vi ydmygt til, selv om AaB er ret langt foran os,« slutter Glen Riddersholm.