AGF-træner Peter Sørensen: Det var helt i orden, at AC Horsens vandt.

AGF tabte fredag 0-2 ude mod AC Horsens efter 0-0 ved pausen, og det var helt i orden, sagde AGFs træner, Peter Sørensen, efter kampen.

- Jeg er ret sikker på, at det var det rigtige hold, der vandt i dag, sagde Peter Sørensen til TV2 Sport.

- Det er lige i indledningen - i hele 1. halvleg i virkeligheden - men så får Horsens et mål på et godt tidspunkt for dem. Horsens er generelt bedst i de to bokse. Vi mangler det sidste i at blive rigtig farlige, og Horsens er generelt bare lidt bedre både i hoveder og i fødder, sagde AGF-træneren.

Sidste gang AGF mødte AC Horsens, scorede Aron Jóhannsson fire gange. Denne gang kom islændingen først ind, da udeholdet var bagud med to mål. Men Superligaens topscorer havde en kæmpechance for at ændre slagets gang, da han fik en friløber, som han imidlertid ikke forvaltede særlig heldigt, da AC Horsens-målmand Frederik Rønnow parerede forsøget.

- Jeg havde chancen for at bringe os tilbage i kampen, men jeg misbrugte den. Det sker en gang imellem, men det er en stor skuffelse, sagde Aron Jóhannsson.