AGF sikrede sig en sejr på udebane over bundproppen HB Køge, men det holdt hårdt for 'De Hviie'

Peter Sørensens tropper kom ellers planmæssigt foran 1-0 efter 17 minutters spil ved islændingen Aron Johansson. AGK virkede i nogenlunde kontrol med tingene herefter, men efter godt en times spil gik det galt, da Simon Richter headede bolden i mål til 1-1.

Men Aron Johansson var i sit es søndag eftermiddag i Køge, og han satte føringsmålet til 2-1 ind efter 79 minutters spil, da han afdriblede det meste af HB Køges forsvar og flot satte bolden ind med et skud udenfor feltet.

Fire minutter senere afgjorde Osama Akharraz definitivt kampen, da han gjorde det til 3-1 efter et kontraangreb.

Dermed fastholder AGF sin position på den vigtige femteplads i Superligaen, der efter al sandsynlighed giver adgang til Europa League i næste sæson.

Derimod røg den sidste teoretiske mulighed for, at HB Køge kunne sikre sig endnu en sæson i Superligaen – selvom det nok er de færreste, der har haft øje på den, siden sæsonen gik i gang.