AGF udnyttede hjemmebanefordelen og sikrede sig med en 1-0-sejr endnu en sæson i Superligaen

Præcis 25 år efter AGF på hjemmebane vandt pokalfinalen over B1903, var der søndag aften igen stor aarhusiansk jubel, da dommerens fløjte lød for sidste gang på Ceres Park.

»Det er jo fantastisk at stå her og have afgjort tingene. Jeg synes godt nok, der har været meget stress og mange hårde kampe. Det har jo været knald eller fald i mange runder, og det er overstået nu. Det er fedt,« lød det fra en tydeligt glad Martin Spelmann, efter overlevelsen var sikret.

Det var ligeledes en lettet Elmar Bjarnason, der efter alt at dømme siger farvel til AGF efter at have hjulpet klubben til endnu en sæson i Superligaen.

»Alle i truppen er så glade. Der er lettelse hos hele mandskabet. Det var en perfekt aften, må jeg sige,« sagde islændingen.

Da fløjten lød for første gang i aftes, blev det startskuddet til et AGF-pres, der blev afgørende for kampens udfald. Hjemmeholdet lagde nemlig et stort pres på Viborgmandskabet fra første færd. Det kunne efter få minutter have kastet to scoringer af sig. Det gjorde det til gengæld efter 10 minutter, da alle tiders topscorer i Superligaen, Morten 'Duncan' Rasmussen, med en lang tå bragte hjemmeholdet i front – meget fortjent ifølge Martin Spelmann.

»Vi har spillet mod dem seks gange og vundet fire og spillet to uafgjort, så vi har fint fat i dem. Det er klart, at i sådan en kamp er der chancer i begge ender, men sådan er det i de her overlevelseskampe.«

 
Morten 'Duncan' Rasmussen viser sin målnæse, og prikker bolden i målet! Det skulle vise sig at være det eneste mål i kampen mod Viborg!
Vis mere

Med overlevelsen går AGF på sommerferie ubesejret i syv kampe, hvilket blev fejret foran 17.462 tilskuere, som samtidig var sæsonrekord på Ceres Park. Efter kampen blev overlevelsen også fejret sammen med de mange AGF-fans. Og spillerne var rigtig godt tilfredse med at kunne give de mange fans endnu en sæson i Superligaen.

»Det er jo fedt med den opbakning. Prøv at forestille dig, hvis vi havde et ordentligt stadion. Det er jo sindssygt. De har været der i så mange lorteperioder, hvor vi havde fortjent, at de blev væk,« lød det fra Spelmann.

Kendte ikke besøgelsestiden

Der var til gengæld ikke meget at fejre for Viborg efter 1-0-nederlaget i Aarhus. Og det var udeholdets egen skyld, at det gik, som det gjorde, slog Johnny Mølby fast efter kampen.

»Det har været meget, meget lige kampe, men vi har ikke kendt vores besøgelsestid. Det første kvarter i dag er rigtig skidt. Vi står slet ikke imod deres store pres fra start. Vi er alt for pæne i den del af kampen,« lød det fra en skuffet Viborg-træner.

Efter de først 15. minutter kom viborgenserne bedre ind i opgøret og skabte flere chance, som der burde være blevet scoret på. Noget Viborg-forsvaren Søren Reese gav BTs udsendte ret i efter kampen.

»Det er skuffende. Vi skal lige sluge resultatet. Vi spiller noget af det bedste, vi har gjort længe, og vi havde chancerne i dag, men når man ikke scorer mål, så vinder man ikke kampe.«

Skal være forskel

Nu venter der Viborg to playoff-kampe mod nummer tre fra 1. division, FC Helsingør, hvor den første spilles onsdag. Her skal man kunne se forskellen på den bedste og næste række, lød det kontant fra Søren Reese.

»Det er en modstander, som vi nok må indrømme, at vi ikke kender vanvittigt godt, men vi er klare favoritter. Man skal kunne se, at vi spiller i Superligaen og er fuldtidsprofessionelle.«

Glipper det over de to kampe, så fortjener I vel også at rykke ned?

»Ja, med den her struktur synes jeg, det er fortjent, man rykker ned, hvis der er et hold i 1. division, der er bedre,« sagde Søren Reese.