Osama Akharraz er ikke længere AGF-spiller. På transfervinduets sidste dag har klubben og spilleren indgået en aftale, så de sidste seks måneder af kontrakten er ophævet. 

- Jeg vil gerne sige mange tak til alle de mennesker, jeg har arbejdet sammen med i AGF. Selv om der har været svære tider for mig, så er jeg glad for at have repræsenteret og spillet for AGF, siger Osama Akharraz til klubbens hjemmeside. 

- Jeg har haft det fantastisk sammen med mine holdkammerater, og jeg har udviklet mig meget som spiller. Jeg ønsker AGF alt mulig held og lykke. Det er en klub med et stort potentiale, og den aktuelle udvikling ser rigtig spændende ud, tilføjer Osama Akharraz.

Dermed står det Osama Akharraz, der i 2012 kom til den aarhusianske klub, frit for at tegne en kontrakt med en ny klub - også selv om transfervinduet lukker ved midnat.