AGF har kun vundet én kamp af de seneste ni, og mens Glen Riddersholm maner til ro, hungrer Elmar Bjarnason efter sejre, som giver en sjovere hverdag.

Der findes tre forskellige synsvinkler på AGF. Glen Riddersholms, spillernes og fansenes. Så holder vi lige eksperternes ude for en stund. De kan bare konstatere, at aarhusianerne blot har hentet én sejr i de seneste ni Superliga-kampe efter 2-0-nederlaget til FC København.

Det ville normalt få klubben med de store ambitioner til at skælve, men en AGF-fan kom forbi mit bord og startede med jokende at spørge, om AGF ville få ros. Nej. Men skulle journalisterne så gå til Glen Riddersholm? Det mente den AGF-klædte mand ikke. For de tror stadig på projektet.

Det gør spillerne også. Men her er frustrationerne en anelse tydeligere.

»Vi er professionelle fodboldspillere. Vi vil vinde fodboldkampe. Hverdagen bliver da selvfølgelig lidt tungere, men det er vores arbejde, og vi skal gøre vores bedste. Vi ligger stadig kun to point fra vores målsætning. Det gør, at presset ikke er så stort endnu. Men vi skal til at vinde nogle fodboldkampe, for det er ikke godt nok med en sejr ud af ni,« siger Elmar Bjarnason.

Og han har ret. For AGF er kun to point fra det mesterskabsslutspil, som er målsætningen. Men de er også inde i en rigtig dårlig stime. Og det bringer os videre til Glen Riddersholm. Cheftræneren med de store armbevægelser og de mange ord. Manden med ansvaret for det AGF, som han så inderligt brænder efter at udnytte potentialet hos.

I har kun vundet en kamp i de seneste ni. Er det noget, der sætter sig?

»Nej, det er det ikke. For så ville vi ikke kunne præstere, som vi gjorde i dele af kampen i dag og i onsdag mod FC Midtjylland. Det er ikke sådan, at vi går og hænger med hovedet. Vi har også modet og frækheden til at forsøge at ændre lidt på planen i dag med et offensivt mindset. Det lykkedes ikke, og det var ærgerligt. Men det er heller ikke her i Parken, at vi kan kalkulere med point. Der venter nogle spændende kampe fremadrettet, og dem ser jeg frem imod. Specielt hvis vi kan leve op til præstationen mod FC Nordsjælland eller FC Midtjylland,« siger Riddersholm.

Det er ikke bare én kamp. Det er trods alt ni kampe. I skal vel til at have en sejr?

»Jeg husker da, at vi lige fik en sejr forrige mandag, og det var rigtig rart. Så har vi spillet nogle uafgjorte kampe. Det er ikke sådan, at vi har tabt ni kampe. Vi har spillet uafgjort nogle steder, hvor vi havde sat næsen op efter sejr. Og så har der været nogle dårlige præstationer. Men også nogle rigtig, rigtig gode præstationer. Det skal vi hjem og gøre mere stabilt.«

Jeg spurgte en AGF-fan, om jeg skulle gå hårdt til dig. Han sagde nej. Normalt ville det ryste i AGF med en stime på ni kampe med kun én sejr. Hvorfor tror du ikke, at det gør det?

»Det ved jeg ikke. Det er vel, fordi man kan se, at spillerne er på vej. At der har været fornuftige momenter. Historien gør måske, at man har forståelse for, at det tager tid at bygge noget solidt op. Fra kamp til kamp er det på sin vis fair nok, at vi skal stå på mål for den seneste præstation,« siger Riddersholm.