AGFs bestyrelsesformand Lars Fournais føler sig ikke presset af omgivelserne til at få hastet et nyt sportsligt setup på plads. Men tidligere AGF-træner Peter Sørensen burde ifølge bestyrelsesformanden indse, at det ikke er omgivelserne omkring den fyrede træner, der har været jubelidioter.

- Vi har været sammen om et kapitel. Det, der er sket, bliver mellem parterne. Det var der en aftale omkring med Peter. Den har vi tænkt os at overholde, og det har vi gjort, og det bliver vi ved med, siger Lars Fournais til Jyllands-Posten.

Men helt holde sin mund lukket, når det kommer til Peter Sørensen, kan Fournais nu ikke:

- Det eneste jeg vil sige, når nu Peter er fremme, det er: Det vil klæde Peter Sørensen, at han kigger lidt mere indad, er lidt mere selvkritisk og ikke bare giver udtryk for, at alle omkring Peter Sørensen har været jubelidioter, for det er faktisk det, han siger. Det er ikke klædeligt. Og så vil jeg ikke sige mere om den, siger Fournais, der i stedet for at skue tilbage hellere vil tage arbejdstøjet på og kigge fremad.

Men det haster åbenbart ikke.

Således arbejder AGF benhårdt på at få etableret et nyt sportsligt setup, men føler sig samtidigt ikke presset til at gøre tingene forhastet, selvom klubben befinder sig i, hvad Fournais betegner som en krisesituation.