Morten Wieghorst var 'dead man walking' i AGF i de to sidste kampe mod Viborg og FC Midtjylland. Det var essensen af et interview med AGF-direktør Jacob Nielsen på TV3 Sport 1 lørdag eftermiddag.

AGF valgte lørdag at fyre cheftræner Morten Wieghorst dagen efter sejren over mestrene fra FC Midtjylland i Superligaen. Men beslutningen var truffet inden da.

»Beslutningen blev ikke truffet efter kampen mod FC Midtjylland, men før kampen mod Viborg,« sagde AGFs direktør, Jacob Nielsen, til TV3 Sport 1 lørdag eftermiddag.

Den væsentligste årsag er samarbejdet mellem Morten Wieghorst og sportsdirektør Jens Andersson.

»Der har været et dårligt samarbejdsklima, og der har været manglende tillid parterne imellem,« sagde Jacob Nielsen, der ikke ville uddybe nærmere, hvordan det dårlige samarbejdsklima og mistilliden har givet sig udtryk.

AGF-direktøren mener nok, at Morten Wieghorsts arbejdsbetingelser har været gode nok.

»Ni spillere er kommet til, og ni er forsvundet, og af dem var vel højst den ene en af holdets profiler. Af de nye har de fleste været forstærkninger, og i den sidste kamp mod var der fire-fem af de nye med,« sagde Jacob Nielsen, som ikke kan genkende billedet af, at Jens Andersson har købt spillere hen over hovedet på Morten Wieghorst.

»Morten har mig bekendt skulle godkende alle spillerne, og han har været med til at bestemme indkøbene,« sagde Jacob Nielsen.

AGFs resultater har heller ikke været tilfredsstillende for klubben. Inden sejren over FC Midtjylland havde aarhusianerne i en periode på 14 Superliga-kampe kun vundet en enkelt - samt en skrivebordssejr over Hobro.

»Resultaterne har ikke været stærke nok i en periode. Det er et spørgsmål om konsolidering i Superligaen, og vi tror ikke længere på kontinuiteten,« sagde Jacob Nielsen.

På spørgsmålet om, hvem den ny træner bliver, var AGF-direktøren henholdende - også da Glen Riddersholms navn blev nævnt.

»Der har væert gættet meget, og det er I velkomne til, men jeg regner med, at vi snart melder noget ud,« sagde Jacob Nielsen.