Kim Aabechs kontrakt med AGF udløber efter denne sæson, og han spiller dermed sin sidste kamp for aarhusianerne søndag, når klubben møder FC København i Parken. Begge parter har allerede meldt ud, at samarbejdet stopper.

Men det betyder ikke, at den næste Superliga-sæson nødvendigvis bliver ude den kælne fod fra angriberen. Han fortæller selv til Jyllands-Posten, at to klubber vil have ham.

»Jeg har tilbud liggende derhjemme fra to Superligaklubber. Men nu må vi se. Der skal jo først skrives under, og vi må lige høre, om der var andre klubber, der er interesserede,« siger Kim Aabech til avisen uden at komme ind på, hvilke klubber der er tale om.

Det er kun nogle dage siden og efter seneste kamp mod OB, at han indså, det hele er slut på søndag.

»Jeg havde lige en klump i halsen efter kampen, da det gik op for mig, at det var sidste kamp her som AGF’er. Det var lidt hårdt, men samtidigt dejligt, at jeg kunne afslutte det godt med en sejr,« forklarer Kim Aabech om sejren på 2-1.

Kim Aabech er 32 år og har spillet i AGF siden sommeren 2014.