Det svenske medie fotbollskanalen.se har meldt landsholdsspiller Jiloan Hamad tæt på Brøndby, men historien holder ikke vand.

Det meddeler Hoffenheim-spillerens agent Nenad Lukic til bt.dk.

»I øjeblikket er Hamad skadet, og der er ikke nogen forhandlinger med nogen klubber. Han fokuserer på at komme tilbage på banen og spille, så historierne om et skifte til Brøndby er kun rygter, og det er ikke rigtigt. Mere er der ikke at sige til det. Han spiller i Hoffenheim, og han bliver dér,« lyder det fra agenten.

24-årige Jiloan Hamad skiftede i starten af 2014 fra Malmö FF til Hoffenheim på en kontrakt til 2017, men opholdet i Bundesliga-klubben har endnu ikke været den store succes, og i januar kom kantspilleren så på lån i belgiske Standard Liege.

Her er det blevet til et enkelt mål i seks kampe, som han alle er blevet skiftet ind i. Nu ser det altså ud til, at han skal retur til Hoffenheim.

Jiloan Hamad har optrådt seks gange for det svenske landshold siden debuten i 2011.