Simon Makienok sagde nej til FC Terek Groznys tilbud om en årsløn på 11,2 mio. kr. netto. Penge er ikke alt for Brøndby-angriberen.

Med et enkelt pennestrøg kunne Simon Makienok have sikret sig selv et liv i sus og dus.

BT kan nu afsløre det milliontilbud, som den russiske klub FC Terek Grozny gav angriberen. Simon Makienok blev præsenteret for et kontraktudspil med en grundløn på 1,5 mio. euro (11,2 mio. kr.) om året – netto. Altså var Makienok garanteret den monsterløn udbetalt årligt, og dertil ville diverse bonusser komme oveni.

Det er beløb, som kun de allerstørste Bundesliga-klubber kan matche, hvis man sammenligner med det tyske marked. Kontrakten ville være på fire år, og det ville altså sikre Makienok mindst 45 mio. kr. i den periode. I Brøndby tjener Makienok lige nu knap en mio. kr. i årsløn, så det ville være mere end en tidobling.

Simon Makienoks agent, Michael Stensgaard, vil ikke kommentere BTs oplysninger, men understreger, at pengene ikke spiller den store rolle for Makienok på dette stadie af karrieren.

- Vi har sammen lavet en karriereplan, der indeholder, hvilke klubber og ligaer der kunne være interessante for ham. Når der så kommer en klub, som ikke er med i den plan, sætter vi os ned og genovervejer situationen. Det gjorde vi også i dette tilfælde med den udenlandske klub, men sportslige hensyn går forud for penge for Simon. Derfor sagde han nej tak, forklarer Stensgaard.

Hvis Makienok havde takket ja, havde han ikke kun sikret sig selv, men også givet Brøndbys økonomi et boost. FC Terek Grozny bød nemlig ifølge BTs oplysninger 28,5 mio. kr., hvilket havde givet flotte tal på bundlinjen i Brøndby.

Den tjetjenske klub, der spiller i den bedste russiske liga, har tidligere udvist interesse for en dansk spiller. I 2011 var den nuværende Randers-spiller Jonas Borring til prøvetræning, men mere kom der ikke ud af det. Klubben har rige støtter i bestyrelsen, og penge er ikke et problem. Desuden forkæles klubbens spillere med luksusboliger og privatchauffører, men alt det lokker ikke Simon Makienok.

- Han er jo en fornuftig knægt, og penge er ikke alt for ham. Så det blev et nej til et ellers rigtig flot tilbud fra den udenlandske klub, siger agent Michael Stensgaard.

Det er dog ikke udelukkende russerne, der har haft et godt øje til Simon Makienok. BT erfarer, at både Twente og Udinese også har lagt et bud på angriberen i løbet af sommeren, men det har Brøndby ret hurtigt afvist, fordi buddene var for lave.

Transfervinduet er heller ikke lukket endnu, og der kan derfor fortsat komme et attraktivt bud fra udlandet, som Simon Makienok takker ja til.

- Mine ambitioner går stadig på at komme til udlandet, men min mavefornemmelse sagde, at jeg skulle blive i Brøndby. Det er vigtigt for mig, at det ikke kun handler om penge. Hele pakken skal være der, hvis jeg skal skifte klub, forklarer Simon Makienok.