Michael Laudrups agent Bayram Tutumlu prøvede for nylig at købe halvdelen af Jan Bech Andersens aktier i klubben på Vestegnen

Der er én mand, som styrer showet i Brøndby, og det er hovedaktionæren Jan Bech Andersen.

Rigmanden kom i januar op på 52,4 procent af aktiebeholdningen i fodboldklubben i forbindelse med en aktie-emission i november, så han bestemmer reelt det hele hos de blå-gule.

Og Jan Bech Andersen holder fast i sin store del af kagen, selv om andre også gerne vil til fadet. Således kan BT afsløre, at Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, for nylig på et møde i Barcelona tilbød Jan Bech Andersen at købe 50 procent af hans aktier og dermed få stor magt i klubben.

»Jeg kom med et tilbud til Jan Bech Andersen. Jeg sagde til ham, at hvis han ville have penge, kunne vi tale om det. Jeg kunne være aktionær. Jeg sagde til ham, at hvis jeg kom ind i klubben....


Michael Laudrups agent Bayram Tutumlu prøvede for nylig at købe halvdelen af Jan Bech Andersens aktier i klubben på Vestegnen

Der er én mand, som styrer showet i Brøndby, og det er hovedaktionæren Jan Bech Andersen.

Rigmanden kom i januar op på 52,4 procent af aktiebeholdningen i fodboldklubben i forbindelse med en aktie-emission i november, så han bestemmer reelt det hele hos de blå-gule.

Og Jan Bech Andersen holder fast i sin store del af kagen, selv om andre også gerne vil til fadet. Således kan BT afsløre, at Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, for nylig på et møde i Barcelona tilbød Jan Bech Andersen at købe 50 procent af hans aktier og dermed få stor magt i klubben.

»Jeg kom med et tilbud til Jan Bech Andersen. Jeg sagde til ham, at hvis han ville have penge, kunne vi tale om det. Jeg kunne være aktionær. Jeg sagde til ham, at hvis jeg kom ind i klubben, ville jeg bringe gode spillere. Spillere, der kunne få Brøndby til at tage det næste skridt,« siger Bayram Tutumlu, som mener, at han og Jan Bech Andersen ville være et godt makkerpar.

»Jeg tror, jeg har næsten samme idé til at lede Brøndby som Jan Bech Andersen, men i sidste ende handler han ikke som en chef. Han handler som en fan. Jeg tilbød at være 50/50 med Jan Bech Andersen, så jeg kunne købe halvdelen af hans aktier,« beretter Bayram Tutumlu, der hverken har fået en købspris eller andre svar på sin forespørgsel fra Jan Bech Andersen.

BT har været i kontakt med Jan Bech Andersen gennem Brøndbys pressechef, Christian Schultz, og han fortæller, at Jan Bech Andersen ikke ønsker kommentere Bayram Tutumlus påstand om, at han tilbød at købe 50 procent af Jan Bech Andersens aktier. Men storaktionæren slår fast, at hans aktier i klubben ikke er til salg. Derudover har Jan Bech Andersen ikke lyst til at medvirke i denne artikel.

Det var 9. maj på et møde i Geneve i Schweiz, at Jan Bech Andersen spurgte Bayram Tutumlu om hjælp til at slå FC København af tronen som førerholdet i Danmark. De ord tog Bayram Tutumlu seriøst, og inden måneden var omme, dukkede et opsigtsvækkende billede op på Instagram og Twitter. Dér stod Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, med Brøndbys hovedaktioner, Jan Bech Andersen. Og to andre. Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, og dennes rådgiver Evren Sahin.

Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu (tv.), i Barcelona, hvor han indvilgede i at lade sig interviewe af BTs Farzam Abolhosseini (th.). Det er første gang i 10 år, at nogen er kommet igennem med at interviewe fodboldagenten med de mange internationale forbindelser.
Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu (tv.), i Barcelona, hvor han indvilgede i at lade sig interviewe af BTs Farzam Abolhosseini (th.). Det er første gang i 10 år, at nogen er kommet igennem med at interviewe fodboldagenten med de mange internationale forbindelser.
Vis mere

Siden har teorierne om formålet med mødet i Barcelona været mange, men nu åbner Bayram Tutumlu for, hvad der blev drøftet i det spanske: At Brøndby fik muligheden for at blive en tæt samarbejdsklub med en af verdens allerstørste klubber. At Brøndby kunne få spillere i periferien af Barcelonas førstehold. Og at Messi, Suarez, Neymar og alle de andre stjerner kunne realisere mange Brøndby-fans’ våde drøm og komme til Brøndby Stadion til en træningskamp.

Her to måneder senere sidder Bayram Tutumlu, der satte mødet op, tilbage i Barcelona uden svar på de mange emner, der blev talt om med Jan Bech Andersen, Josep Maria Bartomeu og Evren Sahin.

Ifølge Michael Laudrups rådgiver var Jan Bech Andersens besøg hos en af fodboldens mægtigste mænd et stort skridt på vejen til at få Brøndby tilbage på det mesterskabsspor, som FC København i øjeblikket kører alene på. Et helt konkret råd var altså også, at Bayram Tutumlu kunne købe sig ind som storaktionær i Brøndby, og Tutumlu kan ikke helt forstå, hvorfor Brøndby-bossen ikke har grebet hverken den eller de andre muligheder, der blev præsenteret for ham.

»Jan Bech Andersen spurgte mig i Geneve om, hvordan han kunne gøre Brøndby til en mesterklub igen. Det gøres med planlægning, den rette strategi, de rigtige transferer og samarbejde med de store klubber. Det tager to år. Der er ingen grund til, at det ikke kan lade sig gøre. Så da jeg vendte tilbage til Spanien, talte vi sammen over telefonen, og jeg fortalte ham, at han var inviteret til Barcelona til et møde med præsidenten. Jan Bech Andersen sagde ’er det rigtigt? Hvordan?’ Jeg sagde, ’tag det roligt. Bartomeu er min ven’,« tilføjer Tutumlu og fortsætter:

»I Barcelona sagde Bartomeu til Jan Bech Andersen, at han skulle tale med mig, og de ting, han gerne ville have, kunne vi gøre. Intet problem. Alt var godt, og Jan Bech Andersen var glad.«

Hvad tilbød du så Jan Bech Andersen i Barcelona?

»Jeg tilbød ham, at jeg kunne give ham min magt. Jeg serverede det hele på et fad for ham. Præsidenten i Barcelona tilbød ham et samarbejde gennem mig, men den chance greb han ikke. Brøndby er en stor klub. Deres fans er fantastiske. Helt unikke, og de fortjener at være den bedste klub i Danmark. Men hvis du behandler Brøndby som en lille klub, går den også ned.«

Hvad tilbød du ellers?

»Jeg har tilbudt Jan Bech Andersen mange ting, men jeg har ikke fået noget svar i to måneder. For mig er det ikke noget stort problem, jeg har alligevel ikke så meget tid til Brøndby, for jeg har meget arbejde her. Jeg har givet ham tilbuddene, og mere kan jeg vel ikke gøre? Jeg tilbød ham aktiekøbet, at han kunne få spillere fra Barcelona, som ikke lige kunne spille sig på førsteholdet, at Barcelona kunne komme til Brøndby og spille en træningskamp. Det var præsident Bartomeu klar til, hvis der var en fri dato i kalenderen. At Brøndby kunne få ekspertise om Barcelonas akademi og arbejde med sponsorer. Barcelona er altså ikke en klub, der vil samarbejde med hvem som helst. Jan Bech Andersen var glad for det og enig.«

»Jeg sagde til ham, at toget med denne chance for et samarbejde med Barcelona er ved at køre forbi dig. Værdsæt det og se muligheder. Det formåede Jan Bech Andersen ikke, og toget kørte videre uden ham,« siger Bayram Tutumlu, der mener, at Jan Bech Andersen bliver bremset af indre kræfter i klubben, så han ikke kan realisere sin drøm.

»Jan Bech Andersen er en gentleman, men han stoler på for mange mennesker inden for klubverdenen. Der var en dag, hvor jeg sagde til ham. I mit firma er det mig, der er chef, og det er mig, der sætter ordet og bestemmer. Han svarede, at Danmark er et andet land. Så jeg fortalte ham, at så er hans chancer minimerede. Det svarede han ikke på,« siger Bayram Tutumlu og fortsætter:

»Jeg forstår ham ikke. Hvis der var andre, der bestemte over min hånd og mine penge, var jeg en taber forstået på den måde, at jeg ville tabe alle mine penge. Jan Bech Andersen stoler på for mange personer i sin klub.«

Hvem mener du? Er det sportsdirektør Troels Bech?

»Jeg kender ikke Troels Bech, jeg kender kun Jan Bech Andersen. Jeg ved ikke, hvem det er. Det er også lige meget. Jan Bech Andersen er chefen, og han burde bestemme.«

Hvorfor tror du så, at samarbejdet ikke er blevet til noget?

»Jeg ved ikke, hvad der skete, da Jan Bech Andersen kom tilbage til Danmark. Jeg tror, at Jan Bech Andersen blev påvirket af andre i Danmark. Han ændrede i hvert fald mening,« forklarer Bayram Tutumlu og understreger, at Jan Bech Andersens nølen med at indgå et samarbejde ikke havde noget med økonomi at gøre.

»Jeg har aldrig sagt til Jan Bech Andersen, at hvis jeg gjorde det her, så skulle jeg have de her penge. Det er kun, fordi jeg holder af Brøndby, har respekt for Michael Laudrups klub i Danmark, og at jeg gerne ville være behjælpelig over for Brøndby,« lyder det fra Bayram Tutumlu, der ikke er imponeret over Jan Bech Andersens måde at respondere på tilbuddene, fordi han ikke har fået et tydeligt svar fra Brøndbys pengemand.

»Jeg kan ikke lide den måde at gøre tingene på. Jeg accepterer det ikke, men jeg respekterer det. Og nu kan FC København forblive glade. Jeg sagde til Jan Bech Andersen, at du er mere fan, mens jeg er en fodboldmand. Jeg ved én ting. Hvis Brøndby ikke får succes, er der ikke nogen, der vil blive mere ked af det end Jan Bech Andersen. Han er en meget god mand. Men hans fanatisme tager nogle gange overhånd i forhold til, hvordan han skal styre forretningen.«

Hvorfor kommer du med den kritik nu, hvor Brøndby er på vej frem og ikke har været bedre i 10 år?

»Synes du, det er positivt at blive nummer to? Når Barcelona er nummer to, går de ikke i en positiv retning.«

Men succes tager jo tid, og meget er sket, siden Michael Laudrup forlod Brøndby. De er i en anden forfatning nu, men er på vej fremad?

»Hvorfor tror du, at det gik ned? Det gjorde det jo, fordi Brøndby er blevet ledet meget dårligt. Hver gang, der er kommet en ny leder, er man bare røget længere nedad. En andenplads er ikke en god retning for mig. Hvis de bliver nummer et i denne sæson, så ja. »

Hvad mener du så, der skal til?

»At de stopper med at købe spillere, der ikke kan komme på holdet andre steder. Det er meget nemt at forstå det her. Brøndby er en legendarisk klub. Brøndby skal hente gode spillere. Ikke fem eller et halvt hold. En eller to. Men gode. Nogle, de unge spillere i klubben kan se op til og lære fra. Ingen kender jo hverken Halimi eller Bellot, som de har hentet (interview blev lavet før indkøb af Lasse Vigen og Simon Tibbling samt lejemål af Anthony Jung, red). Men havde klubben taget en eller to fra Barcelonas reserver, var det nok anderledes. Spillere med talent som Michael Laudrup, Daniel Agger, Thomas Kahlenberg. Hvis du bringer de her andre spillere, har de unge ikke respekt for dem. Store spillere er som en skole for unge spillere. En fodboldskole,« siger Bayram Tutumlu, som ikke vil ud med de navne på spillere, han har tilbudt Brøndby. Kun at det er spillere fra Barcelona og Roma.

»Det er lige meget, hvem de er. Findes der dårlige spillere i de to klubber? Jan Bech Andersen sagde, at han skulle snakke med sin sportsdirektør, men han vendte aldrig tilbage. Hør her, i min virksomhed er det mig, der er chefen, og det er mig, som bestemmer. Så hvis jeg falder, vil jeg ikke græde. I Brøndby er det åbenbart andre end Jan Bech Andersen, som bestemmer,« påpeger Bayram Tutumlu og slutter:

»Du skal også vide en ting. Vi lukker aldrig dørene for Brøndby. Bare fordi denne chance er passeret, betyder det ikke, at vi en dag ikke kan genoptage dialogen. Jan Bech Andersen er et godt menneske, han har et stort Brøndby-hjerte, men hvorfor han tager de beslutninger, han gør, det ved jeg ikke.«

Jan Bech Andersen har gennem Christian Schultz fået præsenteret alle påstande fra Bayram Tutumlu, men har altså ikke ønsket at svare på disse.