Riza Durmisi spillede søndag endnu en god kamp i Brøndbys forsvar og var manden bag hjørnesparket, der sikrede en 1-0-sejr over ærkerivalerne fra FC København.

Det var samtidigt femte gang i streg i Superligaen, at Brøndby holdt nullet med Riza Durmisi på holdet. Og sjette gang, hvis man tæller pokalsejren over Holbæk med. For god ordens skyld skal det nævnes, at Riza Durmisi havde karantæne i 1-4-nederlaget til AaB.

Trods succesen synes fremtiden på Brøndby-holdet dog at være uvis for landsholdsbacken, og der har i medierne været skrevet om dårlig kemi mellem sportsdirektør Troels Bech og Riza Durmisis agent Sedat Duraki, der skulle have krævet op mod 600.000 euro (cirka 4,5 mio. kr.) netto i kommissionsbeløb for at forlænge spillerens aftale.

Nu kan BT afsløre, at Riza Durmisi har skiftet agent for at løse kontraktstriden i et forsøg på at forlænge opholdet i vestegnsklubben.

Riza Durmisi har opsagt sin aftale med Sedat Duraki og har i stedet lavet en aftale med Nikola Juric, der blandt andet også har Aston Villa-spilleren Jores Okore i stalden.

»Jeg bekræfter, at jeg har indgået samarbejde med Riza Durmisi. Jeg vil med en god og saglig dialog prøve at få løst den hårdknude, der er skabt, da det primære formål er at få en eventuel aftale på plads med Brøndby. Ellers har jeg ingen kommentarer,« siger Nikola Juric til BT.

BT erfarer, at der allerede har været positiv dialog mellem Brøndby og Riza Durmisis nye agent, men der er intet, der er faldet på plads endnu.

Hvis det ikke sker inden nytår, vil Riza Durmisi til den tid være fri til at tale med andre klubber, og han vil selv kunne score kassen til sommer som transferfri spiller.

Det regnes for sikkert, at Riza Durmisi vil være i Morten Olsens trup, når landstræneren tirsdag udtager truppen til de kommende landskampe mod Portugal og Frankrig i oktober.

BT har været i kontakt med Troels Bech, men sportsdirektøren har ikke ønsket at kommentere henvendelsen.