Afsløring: Her er Brøndbys redningsmand

Se hvem, der er en vigtig del af Brøndbys økonomiske genrejsning.

Thomas Rasmussen bliver endnu engang manden, der redder Brøndby fra konkurs.

Tidligere på dagen skrev vi ellers her på sporten.dk, at Thomas Rasmussen ikke var en del af den økonomiske redningsplan, men rigmanden, der tidligere på året lagde et større millionbeløb for at hjælpe Brøndby mod at sikre sig en del af transferrettighederne for Simon Makienok, har nu ændret forklaring.

- Jeg sagde noget andet, da vi tidligere talte sammen, fordi jeg ville sørge for, at der var lidt arbejdsro. Men vi ER i dialog, det vil jeg gerne fortælle dig, siger Thomas Rasmussen til sporten.dk.

Hvad indeholder den?

- Det vil jeg ikke ud med. Det må du få fra Brøndby selv, men vi taler sammen.

Handler det om den kortsigtede sikring af likvider til januarlønnen eller taler vi på den lange bane?

- Det er begge dele. Men indholdet må du tale med Brøndby om, siger Thomas Rasmussen.

Den passionerede Brøndby-tilhænger er blevet rig på blandt andet energiselskabet Modstrøm og på telemarketingvirksomhederne Teleworks og Media-Invest, som han har bygget op sammen med forretningspartneren Sune Olsen.

Thomas Rasmussen er næppe den eneste, der skal genrejse Brøndby i en kommende aktieemission, men er en af de helt centrale investorer, der nu skal sørge for, at den kortsigtede krise, der handler om de ansattes løn i de kommende måder, bliver overvundet.

Læs også: