Brøndby har sikret sig den 22-årige svenske midtbanespiller Simon Tibbling på en fem-årig aftale. Det kan BT afsløre.

En af denne sommers længste transfersaga i Superligaen er slut. Efter længere tids tovtrækkeri er det endelig lykkedes for Brøndby at sikre sig endnu en forstærkning til midtbanen.

I længere tid har flirten mellem Groningen-spilleren Simon Tibbling og Brøndby taget til i styrke, men et langt stykke hen ad vejen har et stort prisskilt afskrækket klubben fra Vestegnen.

Groningen har været indstillet på ikke at ville sælge deres svenske midtbanestjerne, men det har nu ændret sig. U21-landsholdspilleren har brændt sig varmere og varmere på ønsket om at komme til Brøndby, hvor han ser sig selv passe perfekt ind i træner Alexander Zornigers system. Derfor var der ingen udvej i sidste ende. Tibbling er ny Brøndby-spiller.



Som BT skrev allerede torsdag, er handlen kommet i land efter intenst arbejde fra Brøndbys storaktionær Jan Bech Andersen, der har kæmpet hårdt for at sikre sig en underskrift fra midtbanespilleren.

Forhåbningerne til Tibbling er store i Brøndby, og han skal være med at gøre konkurrencen om midtbanepladserne endnu mere skarp, hvilket kan være med til at øge niveauet både til træning og i kamp. Et setup lige efter træner Alexander Zornigers hoved.

Tibbling er blot en ny spiller i en lang række. Brøndby har været særdeles aktive i dette transfervindue, hvor man har hentet Kasper Fisker, Benjamin Bellot, Besar Halimi, Anthony Jung, Filip Blazek og Lasse Vigen Christensen til. Alt imens har man også forlænget lejeaftalen med angriberen Jan Kliment.



Brøndby kvalificerede sig i denne uge til tredje runde af Europa League-kvalifikationen, hvor man møder kroatiske Hajduk Split. Søndag møder man FC Nordsjælland i Superligaen – her har man allerede fået en drømmestart, da man slog FC Midtjylland 4-0 i premieren.

Simon Tibbling kom til Groningen i 2015 fra svenske Djurgården og har siden gjort sig til i den hollandske Æresdivision, men han har været ude af holdet siden marts. Danske fodboldfans kan måske huske ham fra U21-EM for to år siden, hvor han scorede i 4-1-sejren over Danmark i semifinalen. De unge svenskere blev senere europamestre.