FC København smed mandag to vitale point i håbet om for alvor at melde sig ind i guldkampen, da Esbjerg udlignede til 2-2 på et straffespark i overtiden.

Derfor var det også en meget skuffet Ståle Solbakken, som efter kampen skulle forsøge at sætte ord på det, han havde overværet fra sidelinjen.

- Det var en god fodboldkamp. Men vi formår ikke at score til 3-1 i vores gode perioder. Det er svært at sige, om der er straffespark. Jeg synes, den er fifty-fifty. Dommeren dømmer det, han ser, sagde FCK-træneren til TV3 Sport 1.

- Jeg står ikke med en god fornemmelse. Der var klasseforskel på holdene i dag, tilføjede Solbakken.

Også FCK-angriber Andreas Cornelius var ærgerlig over, at det ikke lykkedes FCK at lukke kampen og sikre sig de tre point, der havde sendt københavnerne helt op i hælene på FC Midtjylland og AaB i toppen af tabellen.

- Vi ville gerne have haft alle tre point. Jeg synes også, vi spiller en god kamp. Det er ærgerligt. Vi mister måske kontrollen til sidst, hvor de presser os. Men vi skal holde dem fra at score, sagde Cornelius til TV3 Sport 1.

Andreas Cornelius forsøgte trods skuffelsen at fokusere på det positive i, at FCKs spil i flere perioder så fornuftigt ud mod Esbjerg.

- Vi skaber mange chancer og gør det godt offensivt. Det er svært at sige, hvorfor det fungerer nu, men vi har spillet mange kampe nu og begynder at finde rytmen. Det kommer stille og roligt, og det skal vi arbejde videre på, sagde angriberen.