FC Nordsjællands træner var skuffet over, at hans hold ikke magtede at omsætte et par store chancer til point.

Olafur Kristjansson debuterede med en sejr som træner for de tidligere danske mestre, men i Parken mod FCK led han sit første nederlag i Superligaen på 2-1.

Og her var det især FCKs anden scoring, som slog FC Nordsjællands spillere ud, mente han.

- Jeg ved ikke, om vi skulle have haft et point med herfra. Vi fik to 100 procent-chancer, som vi ikke udnyttede. Så det kunne være endt anderledes, og vi havde modet til at jagte målet, som kunne have lukket os ind i kampen. Men vi gik lidt kolde efter deres andet mål, sagde Olafur Kristjansson.

Han ærgrede sig især over, at FCN smed for mange bolde væk.

- Jeg havde selvfølgelig håbet, at vi kunne have taget noget med herfra. Men jeg synes, at vi gav bolden for nemt fra os i første halvleg, hvor vi ellers havde muligheden for at flytte spillet over i den modsatte side, når vi fik fat i bolden. Og vi udnyttede ikke vores omstillinger godt nok, konstaterede Olafur Kristjansson.