Brøndby IF fyldte lørdag 52 år, og i den forbindelse fejrede klubben fødselsdag. Det gjorde man blandt andet med at kåre årets spiller i klubben.

Tre mand var nomineret: Johan Larsson, Lebogang Phiri og Frederik Rønnow.

Valget faldt på klubbens førstemålmand, Frederik Rønnow, som har haft et fremragende 2016 for de blågule som manden i buret. Fans og interesserede kunne følge med på klubbens app 'Brøndby Inderfra'.

Prisen blev overrakt af Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech.

»Frederik har gjort det, der så umuligt ud fra starten: At gå ind og spille, så ingen tænker på Lukas Hradecky,« sagde Troels Bech om Frederik Rønnow.

Da den unge målmand havde modtaget prisen holdt han en kort takketale for de fremmødte ved klubbens årsfest.

»Det er sindssygt stort for mig, det her. 2016 har været mit suverænt bedste fodboldår, hvor jeg har fået min landsholdsdebut og er blevet en del af det her nye projekt i Brøndby. Året kulminerer i aften med denne pris, hvor jeg skriver mig ind i historien i en unik klub, og det er jeg rigtig glad for,« sagde Frederik Rønnow ifølge 'Brøndby Indefra' fra scenen, hvor han modtog prisen.

Se også: Så længe bliver Rønnow i Superligaen

Søndag spiller Brøndby mod Esbjerg, hvor de blågule skal forsøge at følge op på midtugens sejr over Randers.