AaB-spillerne går ikke i panik, selv om guldkampen er genåbnet med første hjemmebane-nederlag i et år.

AaB har det seneste år haft en ekstra spiller med på banen på eget græs.

Før nederlaget til Randers havde AaB ikke tabt på hjemmebane siden april sidste år til FCN.

18 kampe som ubesejrede på hjemmebane skabte et fort, hvor AaB havde alle kanonerne til at forsvare sig mod blandt andre FCM og FCK, der tabte på Nordjyske Arena. Men de kanoner skød med løst krudt mod Randers, der straffede guldfavoritterne hårdt på to kontraløb, hvor især 2-1-målet var lige efter bogen.

På ganske kort tid er guldkampen helt åben igen, hvor AaB i onsdags tog fra Viborg med et forspring på syv point ned til FCM. Det kan nu reduceres til blot et enkelt point, hvis FCM vinder over Viborg i dag.

Men AaB-spillerne går ikke i panik over, at guldkampen er tæt igen.

- Vi har hele tiden vidst, hvor uforudsigelig den her Superliga er. Holdene er så tætte, og det er derfor, vi aldrig gider at snakke om placeringer og så videre, for alle kan tabe til alle. Vi må evaluere den her kamp og så lære af den og hive os selv op igen. Der er ingen grund til at sætte sig ned og tænke alt for meget over det her, sagde AaBs midtbanemotor Kasper Risgård.

AaB skal i de kommende slutkampe blandt andet møde OB og FC Vestsjælland, men nederlaget til Randers får ikke AaB til at ændre kurs.

- Vi har hele sæsonen spillet offensivt med mange folk fremadrettet, og det kommer vi ikke til at ændre på, fordi vi tabte den her kamp. Det er da ærgerligt, at vi mistede vores statistik på hjemmebane, men Randers havde læst os godt. Vi skal fortsætte vores stil, for det er trods alt det, vi har vundet meget på, og vi har ikke bare midlerne til at tromle alle de andre hold ned. Der vil komme de her udfald, og det skal vi acceptere og håndtere på bedste vis, forklarede Risgård.

Han mistede bolden, da Randers slog kontra og scorede til 2-1, men han mente ikke, at han alene var skyld i målet.

- Jeg ledte efter en højre back eller en ude på kanten, og så måtte jeg vende indad igen, og så mistede jeg bolden. Men det var oppe ved Randers’ felt, og der skal også være plads til at miste bolden. Der var stadig langt ned til vores mål, men selvfølgelig er det irriterende, at jeg var impliceret i målet, forklarede Risgård.

Forsvarsspiller Kenneth Emil Petersen var irriteret over nederlaget, som kom efter en stribe på seks sejre i træk.

- Den her kamp skal vi bare lære af. Det skal vi gøre meget bedre mod OB, sagde forsvareren.