Kim Aabech har kontraktudløb til sommer, men AGFs stærkeste offensive våben i efteråret kan måske allerede være fortid i klubben, inden vintergækken popper op på de danske Superliga-græsplæner.

For den 32-årige offensivspiller har endnu ikke skrevet under på en ny aftale med AGF, og det sker måske slet ikke. Aabechs agent, Alan Hvedehave, har tidligere bebudet, at den tidligere Lyngby- og FCN-spiller var færdig i AGF. Nu sender Aabech så en presbold til den nye træner, Glen Riddersholm.

»Jeg synes egentlig, at jeg har vist mit værd. Nu ligger den hos Glen, om han synes, at jeg er god nok til at spille i AGF,« siger Kim Aabech til TV3 SPORT.

Kim Aabech har været rygtet ud af AGF, og blandt andre Esbjerg har på rygtebørsen været nævnt som interesserede. Nu er der kun to dage til at få et eventuelt skifte på plads, inden vinterens transfervindue lukker ved ve midnat, når mandag bliver til tirsdag. Men det er tid nok, mener Aabech.

»To dage føles nok ikke som så meget, men i et transfervindue er det utroligt meget. Man skal jo nærmest ikke bruge mere end en halv time, hvis der går lidt panik i den til sidst. Så jeg venter med spænding på, hvad der skal ske med min fremtid. Om det bliver AGF eller et andet sted, det må tiden vise,« siger AGF'eren.

Han finder inden længe ud af, om Glen Riddersholm mener, at Aabech kan være en del af det nye AGF, som guldtræneren er ved at bygge op.