AaB-træner Kent Nielsen er imponeret over Nicklas Helenius, der scorede sin ottende sæson-fuldtræffer, da Randers blev besejret 1-0

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Er Nicklas Helenius på vej væk fra AaB?

Spørger man nordjydernes træner, Kent Nielsen, kan det langt fra udelukkes.

- Mod Randers var han klart banens bedste. I hvert fald i første halvleg. Og sikke et mål han lavede. Detaljen hvor han modtager bolden med ryggen til målet, og øjeblikket efter knalder den i netmaskerne var formidabel. Efter han de seneste måneder har været inde omkring landsholdet, har udlandet for alvor fået øjnene op for ham, siger Kent Nielsen og tilføjer:

- Det kan langt fra udelukkes, at han smutter i vinterpausen. Men jeg håber da, at han bliver. Selvom han er den Superliga-angriber, der indeholder det måske allerstørste potentiale, kan han stadig lære en masse i AaB.

Da AaB fredag aften vandt udekampen over Randers 1-0 og dermed spillede sig op på en delt andenplads i Superligaen med FC Nordsjælland, fulgte talentspejdere fra blandt andet hollandske Ajax Amsterdam og belgiske Anderlecht med fra sidelinjen.

Det var dog ikke noget, som Nicklas Helenius lod sig distrahere af.

- Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne vil til udlandet. Men om det bliver efter denne halvsæson, må tiden vise. Jeg har ikke travlt. Min kontrakt udløber jo først om halvandet år (sommeren 2014, red.), sagde Nicklas Helenius, der ærgrede sig over, at det kun blev til den ene fuldtræffer.

- Jeg burde have scoret én gang mere, sagde Nicklas Helenius, der var blevet noteret for karrierens første mål på hovedstød, hvis ikke Adama Tamboura havde blokeret på mållinien.

- Jeg synes, vi spillede en god første halvleg. Men efter pausen overlod vi alt spillet til Randers. Det var dumt. For pludselig fik de flere muligheder for at score, sagde han.

Ifølge Lasse Nielsen giver sejren tro på, at der i efterårets sidste to kampe - mod AGF og OB - kan blive erobret flere point.

- Vi skal have så mange point skrabet sammen, så vi kan begynde forårssæsonen som tophold, sagde Lasse Nielsen.