I AaB er man i gang med sæsonopstarten, hvor holdet på tirsdag drager til Holland, for at forberede sig på den kommende Champions League-kvalifikation, hvor der venter hård modstand.

Det fortæller AaBs cheftræner Kent Nielsen. Der kommer AaB til at møde hollandske Ajax Amsterdam og belgiske Standard Liège, som forberedelse til de kommende kvalkampe.

- Det er meget sjældent, at AaB tager på træningslejr i sommerperioden, men denne gang er der lidt specielle forhold. Det gør vi for at skærpe os optimalt mod nogle ret stærke modstandere, så vi er klar til Champions League. Vi vil testes hårdt, siger Kent Nielsen.

Derudover har AaB senest spillet mod de norske mestre fra Strømsgodset, hvor de spillede 2-2, og ifølge Kent Nielsen var der lovende takter.

- Vi er rigtigt godt spillende og scorer to mål, selvom vi burde have scoret flere, og de scorer to ud af ingenting. Men i Norge er de længere fremme i forberedelserne, så vi må være tilfredse, siger Kent Nielsen.

AaB er som danske mestre med i tredje runde af kvalifikationen til Champions League. Herefter venter en playoffrunde, hvor andre mesterhold også står, og derefter venter Champions League-gruppespillet.

Kent Nielsen peger på, at træningslejren, ligesom den generelle træning i øjeblikket, selvfølgelig også har henblik på at få holdet klar til Superligaen, som ifølge Kent Nielsen stadig har højeste prioritet. I næste sæson går man efter en placering, der kan give AaB adgang til europæisk fodbold.