AaB er i pointmæssig og spillemæssig krise. Det blev endnu engang understreget, da nordjyderne fredag måtte nøjes med 0-0 på hjemmebane mod Randers. Dermed har de forsvarende danske mestre blot vundet to af holdets sidste 12 kampe.
Og Kent Nielsens tropper fortjente ikke mere end det ene point. Boldomgangen var langsom, afslutningerne uskarpe og spillerne uden gejst. Det eneste tidspunkt, man virkelig kunne se, at der var noget på spil for hjemmeholdet, var, da Kenneth Emil Petersen i anden halvleg taklede Randers' svenske angriber Viktor Lundberg midt over.
Tættest på scoringen for AaB var indskiftede Nicklas Helenius, men Aston Villa-lejesvenden beviste flere gange, at han er et godt stykke fra det niveau, der for få år siden gjorde ham til Superliga-topscorer. Det blev bedst illustreret 20 minutter inden i anden halvleg, da Helenius trykkede af fra kanten af feltet. Men hans afslutning røg ikke bare et par meter ved siden af mål - den blev bogstaveligt talt blæst over taget på Nordjyske Arena.
I den anden ende af banen var Randers flere gange tæt på den forløsende scoring. Holdets bedste chance faldt fem minutter før pausen, da Kasper Risgård headede et hjørnespark på egen opstander. Returen røg ud til gæsternes anfører, Christian Keller, der skød fra kanten af det lille felt - men hans afslutning blev blokeret, før den igen havnede for fødderne af en Randers-spiller. Men heller Kasper Fisker formåede at passere den nordjyske mur af spillere.
Dermed sluttede kampen altså, som den begyndte. Med pointdelingen indtager AaB nu femtepladsen, mens Randers forbliver på Superligaens andenplads. AaB kan dog falde tre placeringer i tabellen, hvis FCK, Brøndby og Vestsjælland alle vinder deres kamp i weekenden.