Kig godt på dette billede af Nicolaj Thomsen. Hans højre øjne er skyld i, at han i sidste uge ikke fik drømmen om et klubskifte fra danske AaB til franske Nantes til at gå i opfyldelse.

»Min øjenlæge kalder det for 'dovent'. Det vil ikke stille skarpt. Jeg er født med skavanken og har altid talt åbent om det. Så jeg har svært ved at se, hvis det skulle være derfor at handlen ikke blev til noget,« siger Nicolaj Thomsen.

Som barn forsøgte Nicolaj Thomsen at træne sit højre øje op.

»Øvelserne var jeg dog ikke så vedholdende omkring. Så efterhånden har mit venstre øje taget over. Selv har jeg aldrig opfattet det som et problem. Jeg ser jo udmærket og kører eksempelvis bil,« siger Nicolaj Thomsen.

Ikke desto mindre forlangte ledelsen i Nantes, at AaB skulle slå et anseeligt beløb af købsprisen på 15 mio. kroner. Således var man bekymret for, om Nicolaj Thomsens raske øje på sigt skulle blive overbelastet, og at han på den baggrund kunne ende i en vanskelig forsikringsmæssig situation.

»Som sagt forstår jeg ikke problematikken. I årevis har jeg haft et 'dovent' øje. Jeg har vundet DM-guld og spillet Europa League-kampe med det. Den klub, der ønsker mig på kontrakt, behøver ikke at være bekymret,« siger Nicolaj Thomsen.

Hans rådgiver i det danske agentfirma People in Sport, Mads Winther, kan dog sagtens forestille sig, at Nicolaj Thomsen skifter klub i købet af sommeren alligevel.

»Flere klubber har ytret interesse for ham. Men hvem disse er, kan jeg ikke udtale mig om,« siger Mads Winther.

Her og nu gælder det for Nicolaj Thomsens vedkommende om at få Superliga-sæsonen afsluttet på bedste vis.

»Vi mangler en kamp på søndag (mod FC Nordsjælland, red.). Herefter kan vi evaluere på tingene. Alt i alt har sæsonen for os været ok. Vi gjorde det godt i Europa League, men var desværre ikke i nærheden af at forsvare sidste års DM-titel,« siger Nicolaj Thomsen og tilføjer:

»Det er svært at sige, hvorfor vi ikke toppræsterede på samme måde i denne sæson. Men hverken holdet eller mig selv har været oppe i samme omdrejninger som i sidste sæson, selvom indsatsen på træningsbanen har været større.«

Dagen efter Superliga-sæsonens afslutning møder Nicolaj Thomsen op i Vedbæk, hvor U21-landsholdets forberedelser til EM-slutrunden indledes.

»Vi har et stærkt hold, som jeg er overbevist om når langt ved turneringen i Tjekkiet,« siger Nicolaj Thomsen.