AaB har gennem årene produceret mange Superliga-topscorere. Nu går klubbens 21-årige litauiske angriber, Lukas Spalvis, profiler som Peter Møller, Erik Bo Andersen og Rade Prica i bedene.

»Det er fedt at jeg efter min alvorlige korsbåndsskade sidste sommer, er tilbage i topform og efter de første 11 kampe allerede har scoret otte mål. Det overgår selv mine vildeste drømme,« sagde Lukas Spalvis efter sine to fuldtræffere i sejren på 5-0 over Sønderjyske.

Superligaen-topscorerens kontrakt med AaB løber frem til 2018.

»Det er aldrig nemt at holde på spillere, der scorer mål i bunker. Det bliver det næppe heller med Spalvis. Men det er heller ikke væres hensigt. Kommer der udefra et godt tilbud, som både han og vi er tilfredse med, skal han naturligvis sælges,« sagde AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde.

Lukas Spalvis fastslår dog, at han stortrives i AaB, og at hans udlængsel ikke er speciel stor.

»Ledere og holdkammerater har under min lange skadespause bakket mig godt op. Nu ser jeg frem mod den næste uges kampe i EM-kvalifikationen mod Slovenien og England. Naturligvis satser jeg på at følge min AaB-succes op i disse kampe,« sagde han.

Én ting er han dog knapt så tilfreds med:

AaB’s svingende spil og resultater.

»I de seneste hjemmekampe mod OB, Brøndby og nu Sønderjyske har vi sikret os komfortable sejre. Til gengæld har vi skuffet tilsvarende mod Viborg, Esbjerg og FC Nordsjælland. Den ustabilitet er noget, vi skal have rettet op på, hvis målsætningen om en placering i Superligaens top-6 skal realiseres,« sagde Lukas Spalvis og blev bakket op i sit synspunkt af AaB-veteranen Kasper Risgård.

»Selvom vi besejrer Sønderjyske tophold, betragter vi i øjeblikket kun os selv som et midterhold. Anderledes kan det ikke være, når klubledelsen vælger at supplere vores trup med yngre talenter fra egne rækker end dyre indkøb udefra. Det skal ikke lyde som nogen kritik.Slet ikke. Jeg forstår disposionen udmærket. Mange gange har AaB oplevet perioder med skrantende økonomi. Så nu hvor man har fået penge på bankbogen igen, skal disse naturligvis bruges med fornuft,« sagde Kasper Risgård.

I Sønderjyske-lejren beklagede træner Jakob Michelsen nederlaget.

»Lige så glad jeg var for en uge siden efter vores sejr over OB (4-0, red.), lige så skuffet er jeg efter nedturen mod AaB. Men når de rammer en dag som i dag, er de altså svære at have med at gøre,« sagde Jakob Michelsen.

Set fra sidelinien havde ikke mindst målmand Marin Skender en stor andel i, at nederlaget blev så stort.

»Indrømmet. Det var ikke en af mine bedste dage. Men stort tillykke til AaB. De var bedre end os,« sagde Marin Skender.

---

FAKTA: Andre AaB-topscorere
# Peter Møller scorede 20 mål i sæsonen 1992/1993
# Erik Bo Andersen scorede 24 mål i sæsonen 1994/1995
# Søren Frederiksen scorede 17 mål i sæsonen 1998/1999
# Rade Prica scorede 19 mål i sæsonen 2006/2007
# Jeppe Curth scorede 17 mål i sæsonen 2007/2008
# Nicklas Helenius scorede 16 mål i sæsonen 2012/2013