Han fylder 35 år i juni. Men eks-landsholdsspilleren Daniel Jensen har ingen planer om at lægge støvlerne på hylden foreløbig.

- Jeg nyder at spille fodbold og føler, at jeg stadig har noget at bidrage med. Så jeg vil helt sikkert gerne fortsætte i Superligaen. Om det bliver i Sønderjyske eller et andet sted, må tiden vise. Lige nu er fakta, at jeg hverken har kontrakt efter sommerferien eller har gang i forhandlinger. I stedet har jeg fuld fokus på opgaverne her i Haderslev, sagde Daniel Jensen, der havde en afgørende rolle i det uafgjorte bundopgør mod FC Vestsjælland:

Ved stillingen 1-0 til gæsterne på Rasmus Festersens fuldtræffer kanonerede han i sidste minut direkte på frispark bolden på overliggeren, hvorpå den ramte FC Vestsjælland-backen Michael Lumb i nakken og røg i netmaskerne.

- Det ene point kan vi helt sikkert bruge. Det giver selvtillid. Ganske vist er vi stadig sidst. Men vi fastholder kontakten til både Viborg, AGF og Vestsjælland. Selvom vore odds ikke er de allerbedste, tror jeg på, at vi undgår degradering, sagde Daniel Jensen.

Michael Lumb ærgrede sig fuldt forståeligt over, at hans kiksede opdækning kom til at koste FC Vestsjælland sejren.

- Jeg står med en bitter følelse i kroppen. Med tre point ville vi have lagt afgørende afstand til bundholdene. Men desværre er vi stadig involveret i nedrykningsstriden, sagde Michael Lumb og fortsatte:

- Set i bakspejlet skulle jeg nok aldrig have bakket fra ’muren’ til målstregen ved frisparket. Men var jeg blevet stående, havde Sønderjyske sikkert scoret alligevel. To af deres spillere kom jo stormende og søgte en ripost-scoring.

FC Vestsjællands træner Ove Pedersen ærgrede sig også over pointtabet.

- Desværre får Sønderjyske udlignet på en tilfældighed. Men for tredje kamp i træk erobrer vi point. Den selvtillid, vi hermed har tanket, kan vi helt sikkert bruge mod FC København på torsdag, sagde Ove Pedersen.

Her er der dog noget, der tyder på, at han må undvære tre af sine nøglespillere. Således udgik både målscorer Rasmus Festersen, Peter Nymann og Marc Dal Hende med skader i den intense kamp mod Sønderjyske.