Hvordan lyder det på ægte nordjysk, når man lige har vogtet buret som en sand sprællemand til et klokkeklart 12-tal?
»Jo, det tænker jeg da ikke rigtigt over.«
AaBs Nicolai Larsen blev blot passeret en enkelt på trods af, at Brøndby linede en buffet af chancer op. AaB dominerede de første 25 minutter mod Brøndby i 1-1 kampen, men herefter tog værterne over, da gæsterne trak håndbremsen.
Det kastede en håndfuld fornuftige chancer af sig - flere af dem fra tæt hold - men Nicolai Larsen var her, der og alle vegne med lynhurtige reflekser.
Helten lader sig dog ikke rive med. Han bliver nede ved den jord, hvor han tidligt i kampen fik vippet en Ferhan Hasani afslutning forbi stolpen.
»Jeg havde nogle gode redninger. Jeg havde én i første halvleg på Hasanis forsøg, og den redning gav noget selvtillid. Nogle gange går boldene ind, andre gange gør de ikke. I dag var heldigvis en af de dage, hvor jeg tog det meste. Jeg er glad for, at jeg kunne steppe lidt op og være med til at redde et point. Det må vi være tilfredse med.«