Debatten på Alt om Børn.dk handler om skæld ud, og der er mange meninger. Se her, hvad familierådgiveren mener.

Alt om Børns familierådgiver, Gitte Krogsgaard Andersen, deltager i debatten på Alt om Børn.dk om skæld-ud med et bidrag som gæsteblogger:

Skæld-ud ligger på rygraden hos mange forældre Hvad gør vi som forældre, når vores børn ikke gør, som vi siger? Når de hopper i sofaen, selvom vi har sagt nej igen og igen. Eller når storebror slår lillesøster? Ofte falder vi tilbage på det, vi selv har oplevet som børn - vi skælder ud.

Men børn tåler ikke skældud særligt godt. Det kan vi se i smerten i deres øjne, og vi kan høre det, når de fortæller om skældud. En 5-årig dreng sagde til sin mor: "du slår mig". Moren forstod ikke, hvad han mente. Hun kunne aldrig drømme om at slå sit barn. Da hun gav sig tid til at lytte, sagde sønnen "du slår mig i hjertet, når du taler sådan til mig."

 

Børn lukker ørene

Vores skældud rammer hårdt og måske hårdere, end vi selv er klar over. Derfor lukker børn også hurtigt af for det, vi siger, når vi skælder ud. Det er en måde at passe på sig selv. Så hvad er alternativet for frustrerede og trætte forældre?

Det første skridt er at tage ansvaret og ikke bebrejde børnene, at der bliver skældt ud i familien. Det er så nemt at pege fingre ad vores børn og tænke "hvis bare han ikke var så umulig" eller "hvis hun gjorde, som jeg sagde". Men hånden på hjertet, kan vi så ikke forestille os, at der måske også kunne være andre måder at gribe en bestemt situation an på, end den vi lige valgte i kampens hede?

 

Det er svært

Vores måde at opdrage vores børn på er et meget ømtåleligt emne, og det gør ondt, når vi får øje på, at vi kunne have gjort noget anderledes, og at det var os, der fik en konflikt til at eskalere. Vi elsker vores børn og gør vores bedste. Men lad os være åbne om, hvor svært det indimellem er.

Hvem kender ikke til, at der pludselig ryger ord ud af ens mund, som man havde forsvoret, man nogensinde selv ville sige. Det er ofte gammel bagage fra vores egen barndom. Meget kunne med fordel slettes, men det sidder godt fast på rygraden. Sådan er det også med skældud.

 

Nye måder

Vi skal lære nye måder at håndtere konflikter på. Få familierådgiverens 3 gode råd her